Fortsæt til indhold

Fra arbejdsdreng til produktudvikler

Den 1. maj kan Rolf Skinbjerg fejre sit 25 års jubilæum på Expedit.

Samfund
gs

Den 1. maj kan Rolf Skinbjerg fejre sit 25 års jubilæum på Expedit.

Rolf Skinbjergs historik i virksomheden går faktisk helt tilbage til 1977, hvor han blev ansat som arbejdsdreng. Rolf arbejdede seks år i Expedits produktion og gik derefter i lære som værktøjsmager - hos Expedit.

Efter endt læretid forlod Rolf i 1987 Expedit og tog på Ingeniørhøjskolen, hvor han uddannede sig til maskiningeniør. Som maskiningeniør arbejdede Rolf nogle få år i Hobro, men vendte i 1997 tilbage til Expedit, hvor han siden har arbejdet som produktudvikler i konstruktionsafdelingen, i dag kaldet Engineering. Egentligt havde Rolf regnet med, at han kun skulle mellemlande på sin gamle arbejdsplads, men denne mellemlanding har nu indtil videre varet i 25 år.

Gode grunde

Der er mange gode grunde til, at Rolf er blevet på Expedit: Dels byggede familien hus i Hadsten, hvor både Rolf og hans kone Bodil oprindeligt kommer fra (3 børn i en lejlighed på 3. sal i Aarhus fungerede ikke optimalt…), dels er Expedit et godt sted at være, og sidst, men ikke mindst, værdsætter Rolf kollegerne og det gode sammenhold på Expedit.

Rolfs daglige arbejde består i at udvikle nye inventarprodukter til detailhandelen, i tæt samarbejde med Expedits kunder. Løsningerne tegnes og visualiseres i et 3D CAD miljø.

Når Rolf ser tilbage, hæfter han sig ved den store teknologiske udvikling som har fundet sted i Expedits maskinpark gennem årene. Siden Rolf startede i virksomheden, er der kommet robotter til, og produktionen er blevet delvist fuldautomatisk og højteknologisk.

Fritidsmusiker

Rolf er en aktiv deltager i det sociale liv på Expedit, blandt andet i Personaleforeningen, og er altid god for en frisk bemærkning, verbalt eller på skrift, som får smilet frem hos kollegerne, lyder det i pressemeddelelsen fra Expedit, der fortsætter:

»Som nogle vil vide, er Rolf Skinbjerg fritidsmusiker (guitarist og sanger), og da han blev ansat, kom han da også straks med i Expedits eget orkester, som eksisterede på det tidspunkt. Senere kom Rolf med i et andet band, Gas-Bi-Dua, som mange kender, og som blandt andet ofte spiller på Skagen Bryghus.«

Udover musikken dyrker Rolf i fritiden også sin interesse for at skrue i halvgamle motorcykler. Det kan han godt lide at pusle med i kolde vinteraftener.

Med tiden er Bodil og Rolf blevet bedsteforældre, og en del af fritiden nydes derfor også sammen med næste generation i familien.

Jubilæet markeres uhøjtideligt på Expedit den 2. maj.