Dansk operachef fyret for lummer e-mail om sangstjernes bryster: »Et mareridt af de største dimensioner«
Den tidligere chefdirigent for DR Pigekoret Michael Bojesen er fra i dag forhenværende operachef for Malmö Opera, der på baggrund af afsløringer om sexchikane har skippet ham en fyreseddel.
Dirigent og korleder Michael Bojesen har gennem en længere periode været i et stormvejr.
Som korleder og chefdirigent hos henholdsvis Sankt Annæ Gymnasium og DR Pigekoret har hans navn været kædet sammen med de førnævnte institutioners afdækning af seksualiserede miljøer og chikane.
Hos DR Pigekor havde tre af i alt 64 afdækkede krænkelsessager relation til Michael Bojesen, mens det ved undersøgelsen af forholdene på Sankt Annæ Gynasium også blev afdækket, at den tidligere korleder var relateret til nogle af krænkelsesepisoderne.
Michael Bojesen er i den forbindelse hverken anmeldt, sigtet eller dømt for nogle af forholdene.
I torsdags kunne Ekstra Bladet afsløre en lummer mailkorrespondance, hvor Michael Bojesen, der siden 2017 har fungeret som direktør for Malmö Opera, skrev til en kollega om en operastjernes bryster.
»Hun sang i DR Pigekoret og jeg kender hende fint. Hun har udviklet sig helt vildt sangligt ... og har tilsyneladende brystvorter - men ingen bryster at bakke dem op med,« lyder det i den mail, som Ekstra Bladet fik fat i.
Det fik arbejdsgiveren Malmö Opera til at indkalde bestyrelsen for at drøfte direktørens fremtid.
»Mareridt af dimensioner«
Tirsdag blev det så annonceret i en pressemeddelelse, hvad bestyrelsen har besluttet. Den konkrete hændelse er endt med at koste Michael Bojesen jobbet.
Det bekræfter hovedpersonen selv i et opslag på Facebook.
»Jeg er netop blevet afskediget fra Malmö Opera,« indleder den nu forhenværende direktør for operaen og fortsætter:
»Det har været 5 fantastiske år, og jeg er stolt over de resultater jeg sammen med verdens mest kompetente og dedikerede medarbejdere har opnået.«
Michael Bojesen fortsætter med at takke bestyrelsen og kollegaer for samarbejdet og rose dem ikke mindst for indsatsen under coronakrisen.
»Jeg har aldrig oplevet en bedre arbejdsplads, hvor alle dagligt tager ansvar for et godt arbejdsklima og udviser gensidig respekt,« skriver han videre.
Samtidig annoncerer Michael Bojesen, at han nu vil hellige sig familien, »som gennem halvandet år har været igennem et mareridt af de største dimensioner.«