Fra Syrien til Jernbanegade
Adnan Mahmoud har været skrædder, siden han var 13 år. Han kan reparere det hele til det halve, men savner flere kunder i sin butik i Ebeltoft.
»Det er svært, for tøj er så billigt, at mange bare smider ud og køber nyt,« siger Adnan Mahmoud, 40 år.
Han står lænet op ad en bar-høj disk i sin butik i Jernbanegade i Ebeltoft, mens han piller lidt ved den symaskine, der står for enden af bordet. Der er fire borde i den lille butik, og på tre af dem står der symaskiner. På det fjerde ligger enkelte stykker tøj, og op ad væggen står et bøjlestativ, hvor der kun hænger tøj på en fjerdedel.
»Den her skal have ny lynlås. Og den her jakke har jeg lappet et hul i,« fortæller han.
Da han var 13 år fik han arbejde ved en skrædder i Syrien. Han er ordblind, og derfor gik han ud af skolen så tidligt, som han gjorde og lærte sig et håndværk. Han har øvet sig i 27 år og mener derfor at kunne sit kram. Men alligevel mangler der kunder i Ebeltoft Systue.
»Enten er efterspørgslen på reparationer ikke så stor her i Ebeltoft, eller også har folk bare ikke opdaget min butik endnu.«
Jeg vil helst have åbent og arbejde hver dagAdnan Mahmoud, Ebeltoft Systue
På flugt i lastbil
Adnan Mahmoud kom til Danmark med sin kone og deres syv måneder gamle datter for lidt mere end 11 år siden.
Han boede i en by på størrelse med Aarhus tæt ved Tyrkiets grænse, og på grund af sin kurdiske baggrund måtte han flygte efterhånden som urolighederne tog til forud for krigen, som siden sendte mange flygtninge til Europa og Danmark.
Den lille familie blev kørt fra Tyrkiet til Danmark i en lastbil. Turen tog fire dage. Da de blev sat af i det, der viste sig at være København, fik de at vide, at der ville komme en og hjælpe dem, men ingen kom. De var alene i et land, hvor de ikke kunne tale sproget, det var oktober og klokken var 23 om aftenen. Til sidst kom de i kontakt med politiet, søgte asyl og blev kørt til Sandholmlejren. Her var de en måneds tid, inden de blev placeret i Ebeltoft.
»Vi er glade for at bo i Ebeltoft. Vi kender mange mennesker i dag på grund af vores børn,« siger han og henviser til datteren, som i dag er blevet 12 år og hendes to mindre søskende, som går i henholdsvis 3. og 0. klasse på Ebeltoft Skole.
Håber på mere
Adnans Mahmouds kone arbejder i dag i Grenaa som tandklinikassistent, og indtil for nyligt havde han en skrædderbutik i Aarhus.
»Men det virkede dumt at køre så langt frem og tilbage, så jeg prøvede at lave min butik her i Ebeltoft. Til at starte med havde jeg åbent alle dage, men nu er det kun fredag, lørdag og søndag, for der er ikke så mange kunder. Ikke endnu i hvert fald,« smiler han.
Han håber, at flere vil bruge ham.
»Jeg vil helst have åbent og arbejde hver dag.«