Ansatte i kæmpekoncern tilbydes walk’n’talks i det grønne
Et 11.000 kvadratmeter stort grønt areal skal komme medarbejdere og biodiversiteten til gode.
Græsslåmaskinerne ved Salling Groups hovedkontor i Aarslev er så småt gået på pension.
Om kort tid bliver de store græsplæner rundt om hovedkontoret fræset op, så de såkaldte »grønne ørkener« kan blive omdannet til grønne oaser til glæde for koncernens 1200 medarbejderne - og insekter og dyr.
Den golde græsplæne rundt om hovedbygningen omdannes til et walk’n’talk-område, hvor medarbejdere kan kombinere faglig snak med frisk luft til tankerne – eller tage en pause med udsigt over vådområdets småsøer på sydsiden af bygningen.
Idéen er, at insekthoteller, udskårne træstammer og duftende blomster og planter, skal tale til sanserne i walk’n’talk-området.
»Biodiversiteten har brug for hjælp. Og selv om vores bidrag er småt i det store billede, håber vi, det kan gøre en forskel lokalt, ligesom vi ikke mindst gerne vil inspirere vores medarbejdere, kunder og andre virksomheder til at tage kampen op for biodiversiteten,« siger CSR-direktør i Salling Group Henrik Vinther Olesen.
Ifølge chef for Kunder og Marked hos HedeDanmark, Carsten Damgaard, der står for projektering og etablering af anlægget, er alle elementer i anlægget udvalgt og sat sammen med tanke på at skabe optimale muligheder for insekter og planteliv.
»Det har været vigtigt for os, at anlægget ikke blot blev en prydhave, men et reelt biodiversitetsanlæg, der rummer en alsidighed af hjemmehørende arter, og som ikke mindst inviterer myriader af insekter og lokalt dyreliv indenfor. Altså et projekt, som gør en reel forskel for den lokale flora og fauna,« siger han.
Omlægningen af udearealerne ved hovedkontoret i Aarslev går i gang i uge 17.