Fortsæt til indhold

Kan man finde kærligheden på en tømmerflåde?: DR-program solgt til udlandet

Snart kan tv-seere i blandt andet Holland og Norge også se programmet "Vild kærlighed", som vil gå under navnet "Love Raft".

Samfund
/ritzau/

Kan man finde kærligheden på en hjemmelavet tømmerflåde i Sverige?

Det er hvad DR-programmet ”Vild kærlighed” undersøger.

Men snart er det ikke kun danske singler, der skal prøve den nye dating-stil, for nu er programmet solgt til flere lande i Europa. Det skriver filmmagasinet Deadline.

Det er både Holland, Sverige, Finland, Tyskland og Norge, der har købt formatet, som ifølge Deadline skal gå under navnet ”Love Raft”.

I programmet, som lige nu vises på DR1, prøver ti unge singler at finde kærligheden, mens de sejler ned af en svensk flod. De i alt fem par har ti dage til at finde ud af, om der er god kemi mellem rejsepartnerne.

Der er kun vist halvdelen af afsnittene i første sæson, men DR har allerede besluttet, at det også bliver til en anden sæson.