Fortsæt til indhold

Jubilæum: Niels Smed har været 25 år hos AVK

1. maj 2022 har Niels Smed været ansat hos AVK i Galten i 25 år. Det fejrer virksomheden mandag 2. maj 2022.

Samfund
Kfp

Den 1. maj 2022 kan Niels Smed fejre sit 25-års jubilæum hos AVK i Galten.

Det oplyser virksomheden, der også skriver, at Niels havde første arbejdsdag som lagerleder på AVK d. 5. maj 1997. I 2003 blev han udnævnt til lagerchef, hvor han tilmed fik ansvaret for vedligeholdelse af både lager, bygninger og udenomsarealer.

1. februar 2014 overgik Niels til en stilling på konsulentbasis, og i 2015 aftaltes en 2-dags arbejdsuge, så han kunne få tid til sine fritidsinteresser. I 2020 fik Niels endnu en ny titel, idet han nu er maintenance assistant og har sin gang hos AVK to gange om ugen.

»Niels har altid sat en ære i at løse opgaverne, så de er i orden, og hans fleksible tilgang til arbejdet har ført til mange forskellige slags opgaver. På trods af, at han er over pensionsalderen, holder han sig løbende ajour og er skarp inden for sine fagområder. Hans humor, hjælpsomhed og omgængelige væremåde har gjort Niels til en værdsat medarbejder og kollega i hele organisationen,« lyder det fra virksomheden.

Han bor i Assentoft med sin hustru, og familien betyder i det hele taget meget for Niels. Han nyder at tilbringe tid med børn og børnebørn, som han ofte agerer chauffør for. Ud over hus og have, nyder han at rejse udenlands med sin hustru.

AVK fejrer Niels den 2. maj 2022.