Prognose: Udsigt til stigende boligpriser i Skanderborg i 2022
Nationalbanken melder stadig om prisstigninger på boligmarkedet, der dog er ved at stabilisere sig og blive mere normalt.
Ovenpå et par hektiske år med en usædvanlig høj aktivitet er boligmarkedet nu ved at normalisere sig. Boligejerne har stadig udsigt til gyldne tider og stigende boligpriser i de kommende år, men det bliver i et mere moderat og afdæmpet tempo end tidligere. Sådan lyder konklusionen på en ny økonomisk analyse fra Nationalbanken.
Konkret forventer Nationalbanken, at huspriserne på landsplan vil stige med 3,6 procent i 2022, 1,7 procent i 2023 og med 2,1 procent i 2024. Prognosen vidner om, at Nationalbanken fortsat ser optimistisk på boligmarkedet på trods af den seneste tids stigende boligrenter og usikkerheden omkring krigen i Ukraine.
Ved at normalisere sig
Ifølge Claus Dalsgaard, indehaver af Danbolig Skanderborg/Hørning, giver prognosen grund til optimisme.
»Vi befinder os nu i en situation, hvor boligmarkedet er ved at normalisere sig efter en hektisk periode i 2021. Der handles stadig mange boliger, men priserne stiger ikke nær så meget som tidligere. Det billede stemmer fint overens med Nationalbankens formodning om, at vi stadig kan forvente moderate husprisstigninger i de kommende år,« siger han.
Det er værd at bemærke, at boligmarkedet forventes at klare sig fint på trods af usikkerhedenClaus Dalsgaard, indehaver af Danbolig Skanderborg/Hørning
»Det er værd at bemærke, at boligmarkedet forventes at klare sig fint på trods af usikkerheden. Interessen for at købe bolig er ikke på et lige så højt niveau som sidste år, men den er bestemt ikke forsvundet. Restriktioner og hjemmearbejde har betydet, at vi i højere grad prioriterer vores boliger som et centrum for familien, og det afspejler sig i efterspørgslen og prisen.«
Pæn friværdistigning i sigte
I 2021 kostede et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i Skanderborg Kommune 2.664.000 kroner. Hvis Nationalbankens prognose holder stik, så vil prisen stige til 2.760.000 kroner i 2022, 2.807.000 kroner i 2023 og 2.866.000 kroner i 2024. Det gælder, hvis huspriserne i Skanderborg udvikler sig i samme takt, som Nationalbanken forventer, at de vil gøre for landet som helhed.
Boligejerne i Skanderborg vil derfor opleve, at deres friværdi stiger med 96.000 kroner i 2022, 47.000 kroner i 2023 og 59.000 kroner i 2024, hvilket svarer til en samlet stigning på 202.000 kroner. Hvis prisstigningerne fordeles ligeligt ud over alle tre år, så svarer det til en månedlig ’bonus’ på 5.600 kroner. Ifølge Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, kan det mærkes i privatøkonomien.
»Nationalbankens husprisprognose tegner et billede af en blød opbremsning af boligmarkedet, hvor priserne stadig vil stige, men i et lavere tempo end tidligere. Alt andet lige er det en god nyhed, da lavere prisstigningstakter vil mindske risikoen for en fremtidig overophedning på boligmarkedet og dermed risiko for et efterfølgende prisfald, der kan ramme boligejernes økonomi hårdt,« siger hun.
Alt andet lige er det en god nyhed, da lavere prisstigningstakter vil mindske risikoen for en fremtidig overophedning på boligmarkedet og dermed risiko for et efterfølgende prisfald, der kan ramme boligejernes økonomi hårdtLise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit
»Omvendt kan boligejerne glæde sig over, at boligmarkedet ser ud til at klare sig fint igennem efterdønningerne af coronakrisen. De moderate prisstigninger vil være med til at skabe robusthed i boligejernes privatøkonomi, og det er aldrig dårligt at være udrustet mod fremtidige, uforudsete hændelser,« tilføjer boligøkonom Lise Nytoft Bergmann.