Kære linedanser…

Ved mange af forårets konfirmationer vil man nok synge sangen ”Linedanser”.

Højskoleforstanderen Per Krøis Kjærsgaard skrev sangen til sin guddatters konfirmation, og han ramte med denne sang noget, som mange nok kan genkende, nemlig at livet kan føles som en linedans – det gælder ikke kun for teenagere og konfirmander.

Det kan føles som om man er en linedanser, når man prøver på at gøre det rigtige, men ikke helt ved hvordan. Som teenager og ung, forsøger man at passe ind i klassen, finde sin rolle. Man forsøger ikke at træde ved siden af, så man ikke bliver holdt udenfor eller drillet. Samtidigt skal man også finde ud af hvem man selv er, og hvad man vil med sit liv. Men der er ikke en one-size-fits-all i livet, for alle er jo unikke med forskellige evner og talenter og forskellige udfordringer og ting, som er svære.

Konfirmandernes forældre kan sikkert også genkende sig i sangen – for de har jo også deres line at gå på – og så skal de ovenikøbet også jonglere og holde en masse bolde i luften samtidigt: der er konfirmationsfest, arbejde, hus, hjem, børn, interesser, ferier, ægteskab osv… Ja, Man kan blive helt svimmel ved tanken - og hvis man kigger ned, så kan det synes dybt at falde.

Men hvordan er det nu, når man går på line - hvordan holder man balancen? Jeg mener at det første råd er: Kig ikke ned! Kig op! Se mod horisonten, så er der en retning du kan gå. Og så må du have modet til at turde træde ud, det ene ben foran det andet. Og du må brede armene ud til siden for at kunne holde balancen…

Men hvad så hvis man falder ned? Hvis man ikke kan leve op til sine egne eller omverdenens forventninger? Ja, så kan det godt gøre ondt. Så kan man godt få nogle knubs… Men det har alle prøvet. Og nogle gange finder man også ud af, at der faktisk ikke var helt så langt ned, som man frygtede.

Nogle gange må man træde ud og se om der er en line at gå på – og så finder man ud af at der ikke bare er én line og én vej at gå, men at der er flere veje man kan gå i livet. Og måske er din vej en anden end den du troede.

Hvad gør man så, hvis man falder af linen? – ja, så er der ikke andet for end at man må kravle op igen. For man har ikke kun ét forsøg, men man må træde sin linedans lige så længe man lever.

Det kan føles ensomt at gå på sin line – som om at man står der på linen i spotlyset helt alene, mens alles øjne hviler på en, for at se om det nu lykkes eller om man falder ned. Men hvis du ser op, og ser dig omkring, så vil du se at alle de andre også går på line, at de også har travlt med hver deres egen linedans. Kunsten er måske netop at indse dette – at selvom vi i livet er unikke og alene på nogle måder, så er vi også ens og fælles på mange andre måder… Og i stedet for at se på vores egne navler, eller se hvor dybt der er at falde, så må vi rette blikket op mod hinanden. For med blikket rettet mod sin ven eller et medmenneske, ja, så bliver det faktisk meget lettere selv at holde balancen. Det var måske noget af det Jesus mente, når han talte om, at man skal elske sin næste som sig selv.

Det er ikke ufarligt at kaste sig ud i livets linedans. Men troen på Gud er også troen på at vi ikke går alene på livets line, men at Gud går med os. Det betyder ikke, at vi ikke kan falde ned og slå os hårdt. Men når vi falder, falder Gud med os, for at samle os op igen. Ja, Jesus, Guds søn, faldt rimeligt hårdt fra livets line, dengang han blev korsfæstet langfredag… Men selv da alt håb syntes ud, så kom påskemorgen, og Jesus kravlede op på linen igen. Han viste os at der altid er håb, selv når det ser håbløst ud. At der er lys i horisonten selv, når det er allermørkest…