Fortsæt til indhold

Alpacaer kommer til Djursland

Det sydamerikanske dyr kan opleves til et alpacashow hos Stald Birkegården.

Samfund
sra

Dansk Lama og Alpaca Forening afholder i år sit årlige alpacashow hos Stald Birkegården syd for Feldballe. Det sker 30. april 2022.

Til showet er der tilmeldt knap 50 dyr, der kommer fra hele landet. Dommeren, Jay Holland, flyver ind fra England.

Det vil være muligt at overvære showet som tilskuer. Derudover vil det være muligt at komme tættere på dyrene, få sig en snak med en af de mange udstillere, overvære kåringen af de flotteste avlsdyr og se gennemløb af forhindringsbane for alpacaerne samt stemme på publikumsfavoritten.

Stigende interesse

Interessen for alpacaer er stigende i Danmark og Dansk Lama og Alpaca Forening kan mærke det både som en stigende efterspørgsel på dyrene selv og som en øget efterspørgsel på aktiviteter med dyrene.

Alpacaer tilhører kameldyrsfamilien og stammer fra Sydamerika. De er primært blevet avlet for deres fine uld, men de bruges i dag også til mange andre formål som for eksempel terapidyr, besøgsdyr og hobbydyr. De kan blandt andet trænes til agility, som man også vil kunne opleve til showet.

Mere informationen om showet kan findes på Dansk Lama og Alpaca Forenings hjemmeside dlaf.dk, hvor man også kan købe tilskuerbilletter.