Rock i Rusk for 40. gang
Det syder og bobler i Rosmus for endelig kan Rock i Rusk igen fyres af, i år med Dopha som hovednavn.
Endelig, efter to års pause, bliver der igen sat strøm til den legendariske musikfestival Rock i Rusk.
Festivalen, som varer en enkelt dag, i år 30. april, samler unge musikere fra flere steder i landet, som mødes for at spille deres musik for hinanden. Arrangørerne håber at samle 15 bands i Rosmus Skoles lokaler. Der spilles selvfølgelig også musik hele dagen fra den store scene, som er indrettet med professionelt lys- og lydudstyr.
Rock i Rusk er mest for unge, men alle er velkomne, også bedsteforældre og små søskende. Festivalen forventer helt op til 800 gæster.
Musikfestivalen startede i 1981 som et sammenrend af nogle få bands fra Rosmus Ungdomsskole og Solbjerg Ungdomsskole. Siden er festivalen blevet større og stærkere. Ungdomsskolen har overladt roret til den frivillige forening, Rock I Rusks Venner, med egen bestyrelse i tæt samarbejde med UngSyddjurs og Rosmus Skole.
Traditioner
Festivalen har nu så mange år på bagen, at der hvert år kommer forældre, som i deres unge dage selv har spillet i et ungdomsskoleband, og som nu atter er til festival for at høre og se deres egne børn give den gas på scenen. Rock I Rusk er på den måde også blevet til en slags ’gammel elev- fest’.
I det hele taget holder Rock i Rusk fast i traditionerne. Således er en gruppe af de lokale medlemmer af ungdomsklubben igen i år på scenen, hvor de leverer et flot modeshow, som de selv har skabt. Og selvfølgelig akkompagneret af livemusik.
Efter modeshowet overtager et kendt, professionelt navn scenen og giver smæk til øregangen. I år er det Dopha, som er lidt lokal, idet hun voksede op i Romalt ved Randers under navnet Sofie Daugaard Andersen.
Aftenen slutter af med diskotek for at tømme de sidste kræfter ud af de unge mennesker. Denne del af dagen er dog forbeholdt de unge fra aftenklubben fra 7. klasse og op.