Dronning Margrethe indvier supersygehus
Regionshospitalet Gødstrup og Psykiatrien i Gødstrup ved Herning blev fredag officielt indviet af dronning Margrethe.
På en solbeskinnet fredag 22. april mødte dronning Margrethe patienter og medarbejdere på det nye samlende hospital i Midt- og Vestjylland. Der er tale om Regionshospitalet Gødstrup ved Herning.
Her fik hun et førstehåndsindtryk af, hvordan hospitalets moderne enestuer er indrettet efter helt nye standarder til glæde for både patienter, pårørende og personale. Enestuerne er blandt andet indrettet, så de giver patienterne mere ro og privatliv, ligesom pårørende har mulighed for at overnatte.
Ved ankomsten til det nye hospital blev dronningen modtaget af regionsrådsformand Anders Kühnau (S), og fik overrakt blomster af Marie Brøchner Andersen, patient på hospitalets afdeling for Børn og Unge.
I sin tale takkede regionsrådsformand Anders Kühnau alle, som på mange forskellige måder har lodder i at Regionshospitalet Gødstrup er blevet virkelighed - og taget i brug og til sig, af patienterne.
Ledsaget af blandt andre sundhedsminister Magnus Heunicke (S), regionsrådsformand Anders Kühnau og hospitalsdirektør Poul Michaelsen, hilste dronning Margrethe på patienter og medarbejdere.
Der deltog små 300 gæster i den officielle indvielse, herunder regionsrådets medlemmer og bormestrene fra kommunerne i hospitalets optageområde Herning, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Struer og Ikast-Brande, oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.