Indvielse af Bølgemarken i Fregatten Jyllands Træskibshavn
Bølgemarken står nu klar til bæredygtig dyrkning af muslinger og tang samt formidling og undervisning om havet og havets resssourcer.
Lørdag 7. maj bliver en festdag for foreningen Havhaven Ebeltoft Vig, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Da er den 35 kvm store dyrknings- og formidlingsplatform, Bølgemarken nemlig klar til at blive taget i brug til bæredygtig dyrkning af muslinger og tang samt formidling og undervisning om havet og havets ressourcer.
Bølgemarken ligger i Fregathavnens sydøstlige hjørne ude foran Glasmuseet.
Viser frem
Borgmester Michael Stegger Jensen vil stå for den formelle åbning og klipper den røde snor kl. 11.
Direktør Karin Slæggerup, Fregatten Jylland, som stiller havneplads til rådighed, vil give Bølgemarken et par ord med på vejen, hvorefter Bølgemarkens såkaldte havbønder vil vise anlægget og afgrøderne frem.
»Der bydes på en lille forfriskning på kajen og på The Iland, og arrangementet er gratis og åbent for alle,« fortæller Thorkild Hansen, der er formand for Havhaven Ebeltoft Vig.
Rekreativt læringsrum
Bølgemarken indgår som en prøvehandling i projekt Ebeltoft i Udvikling. Projektet er blevet til takket være økonomisk støtte fra Syddjurs Kommune, Nationalpark Mols Bjerge, Velux Fonden, Friluftsrådet, Komitéen Bæredygtig Kystkultur, Havhøst og Den selvejende institution Fregatten Jylland.
På længere sigt tænkes anlagt et rekreativt læringsrum på den kommunale halvø med adgang til vandet. Der kan Havhavens og andre aktørers aktiviteter og formidling om havmiljø, bæredygtighed, marine råvarer og kystkulturen udfolde sig.
Læs om Bølgemarken og Havhaven Ebeltoft Vig på havhaven-ebeltoft.dk.