Vintage: Et loft at gå på opdagelse i
Bag Ebeltofts ny butik, Loppeloftet i Jernbanegade, står to erfarne kvinder inden for lopper og vintage
»Hold da op, det er meget større, end jeg regnede med.«
Sådan siger de fleste, når de har fundet vej op ad trappen til Loppeloftet, og det store, lyse rum åbenbarer sig som et skatkammer af tøj, ting, møbler udstillet på en alt andet end støvet måde under loft til kip. Adressen er Jernbanegade 15, og nogle kender måske lokalet fra dengang Kunstforeningens Galleri holdt til her.
Anette Greve, som nogen måske kender som indehaver af Huset No. 17, interiørbutik i stueetagen, og Hanne Løber, som tidligere har været en del af butik Zærlig i Rønde, og som også har Kunsthuset i Følle, er gået sammen om at åbne Loppeloftet i Ebeltoft. En butik med retro- og vintagevarer, interiør og design, i en blanding af ting helt fra 30’erne og op til i dag.
Loppeloftet er et univers af vintage-, loppe-, og genbrugsfund. Altså, luksusgenbrug. Men også lopper. Både dyre og lidt billigere ting.Hanne Løber, medindehaver af Loppefund, Jernbanegade, Ebeltoft
Både-og
De to kvinder har meget erfaring i både at have butik, men især at finde lækre ting og videresælge dem. De kender hinanden fra markeder og har samarbejdet gennem flere år. Da de bliver bedt om at beskrive deres nye butik, er det tydeligt, at de ikke sådan rigtigt har skullet sætte ord på før, hvad den er. Fordi de kender hinanden så godt, har de sikkert bare vidst, hvor de skulle hen, og nu kommer der så en journalist og vil have dem til at definere, hvilken slags butik, Loppeloftet er.
»Du kan skrive, at det ikke er en genbrugsbutik. Selv om her selvfølgelig er genbrug. Det er heller ikke et loppemarked. Selv om vi hedder loppeloftet. Vi er en butik, som sælger særlige og nøje udvalgte ting, og sager og en lille smule tøj,« siger Anette Greve og Hanne Løber tilføjer:
»Loppeloftet er et univers af vintage-, loppe-, og genbrugsfund. Altså, luksusgenbrug. Men også lopper. Både dyre og lidt billigere ting.
Ingen vårhare her
Det, der driver de to samarbejdspartnere, er jagten. Jagten på at finde ’guldet’, det skæve, det overraskende.
»Jeg køber mange ting på auktioner, også udenlandske. For eksempel er der i Danmark godt salg i engelske og svenske varer,« siger Hanne Løber, som glæder sig til deres fælles tur til Frankrig til efteråret, hvor de også plejer at finde mange, spændende ting.
»Og når man så har fundet den her helt fantastiske ting, så er det næsten endnu skønnere at inspirere kunderne og høre deres begejstring,« tilføjer Anette Greve.
Selv om mange måske drømmer om at leve af at gå på loppemarkeder og i genbrugsbutikker og så videresælge de sjældne fund, så kræver det nogen års erfaring at kunne lave en forretning ud af det.
»Vi er jo ikke lige frem vårharer. Vi har gennem årene fået en erfaring for, hvad der kan sælges, og hvad der ikke kan. Men det er altså også mere end bare at gå på loppemarked og sælge dimsen videre. Der er utroligt meget arbejde med at lægge varerne på de sociale medier og så videre,« siger Hanne Løber.
Et loft uden støv
Især Anette Greve står for indretningen af butikken.
»Vi har lidt næse for, hvad der er oppe i tiden. Hvad trends, der rykker inden for boligindretning og tøj og så videre. Og så bruger vi meget tid på at gøre udstillingen i vores butik lækker. Så kunderne kan se, hvad varerne kan bruges til.«
Udstilling og indretningen på loftet ændrer sig hele tiden, for kommer der nye varer, så skal der flyttes rundt, så der er nye og gode ting for kunderne at se på, hver gang de kommer.
Selv om butikkens navn kan give associationer til mørke, spindelvævsbefængte tidslommer, så er byens nye Loppeloft alt andet end støvet. Tværtimod. Vil du forny dit hjem eller garderoben, så er her muligheder for at finde unikke fund af både den dyre og billige slags.