Fortsæt til indhold

Høring: Langå vil bevare stationen

Høringsforslag til lokalplan om bevarelse af stationsbygningerne på Langå Station resulterede i det højeste antal høringssvar i Randers Kommune siden oktober 2019.

Samfund

133 personer har sendt høringssvar til Randers Kommune, hvor de giver deres mening om en lokalplan, der sikrer en bevarelse af stationsbygningen på Langå Station til kende.

Langt de fleste af høringssvarene taler til fordel for en bevarelse af stationsbygningen. Et hurtigt kig på de høringer, der har været i Randers Kommune afslører, at man skal helt tilbage til oktober 2019 for at finde et forslag med flere høringssvar end denne om stationsbygningen på Langå Station. Dengang var det en høring om Randers Kommunes budget for 2020-2023, der fik 338 høringssvar.

Kulturelt kraftcenter

Det høje antal høringssvar viser, at borgerne i Langå i den grad ønsker, at stationsbygningen bevares, og når man læser på svarene, ses det tydeligt, at Langå som stationsby betyder meget for borgerne, men at Station K også spiller en væsentlig rolle i argumenterne for at bevare bygningen, fortæller Langå Stationsforening i en pressemeddelelse.

»Bevarelse af stationen var jo en af de vigtigste grunde til, at vi stiftede stationsforeningen og lavede Station K,« siger Anders Pedersen, der er foreningens talsmand og fortsætter:

»Allerede da vi rykkede ind i 2017 var der stor opbakning og interesse for idéen om et kulturelt kraftcenter i det gamle trafikknudepunkt, og i de fem år, der er gået, har mange haft fornøjelse af arrangementer på Station K og andre tiltag vi har været involverede i.«

Stationsforeningens bestyrelse håber, at den store lokale opbakning kan bidrage til en dialog med BaneDanmark, DSB og Randers Kommune om Langå Station på den lange bane, så foreningen »kan fortsætte arbejdet med at skabe liv i huset og bidrage til Langås videre udvikling,« lyder det videre i pressemeddelelsen.