Unge udvikler deres kunstneriske talent på Randers Kunstmuseum
Efter to succesfulde semestre åbner KUNSTLab op for optagelse til næste sæson.
Sidste år etablerede Randers Kunstmuseum det tværkunstneriske grundforløb KUNSTLab, for unge med interesse for kunst, litteratur og performance, hvor deltagerne i mødet med professionelle kunstnere arbejder målrettet med deres egen kunstneriske udvikling. Efter to succesfulde semestre, fyldt med engagement, nysgerrighed og udvikling for holdets ti deltagere, åbnes nu for optagelse til næste sæson 2022/2023.
KUNSTLab er et tværkunstnerisk grundforløb, som kan følges af unge i alderen 16-25 år i op til tre år. Omdrejningspunktet for forløbet er de unges egen kunstneriske udvikling i mødet med de professionelle kunstnere, som er faste undervisere for holdet. Holdet mødes to gange om ugen og arbejder løbende med forskellige projekter.
Dette års hold har blandt andet arbejdet med forskellige støbeteknikker med billedkunstner Lise Skou, de har bidraget til det kommunale kultur- og talentprojekt ID22, hvor de har deltaget i en performanceworkshop med den internationalt anerkendte performancekunstner Lillibeth Cuenca Rasmussen. De har haft skriveforløb med både forfatter Gerd Laugesen og forfatter og billedkunstner Jacob Juhl, ligesom de har været på flere studieture.
Ud over et uddannelsesforløb er KUNSTLab for deltagerne også blevet et fællesskab for gruppen af unge, som alle har fælles interesser indenfor det kunstneriske felt.
Optagelse til ny sæson
KUNSTLab præsenterer en del af deres arbejde med udgivelsen af holdets fælles kunstbog ’Navne og Tørst’, som netop er udkommet. Og nu åbnes for optagelsen til næste sæson af KUNSTLab, som starter op i august.
Der holdes informationsmøde torsdag 5. maj kl. 17. Her kan man både træffe de nuværende deltagere og flere af de involverede kunstnere, som introducerer til KUNSTLab og svarer på spørgsmål om optagelse, deltagelse og indhold.
Optagelsesprøver og -samtaler foregår søndag 29. maj og mandag 30. maj.