Send en velkomsthilsen til flygtningebørn fra Ukraine
Red Barnet Ungdom står bag et projekt, der skal hjælpe ukrainske flygtningebørn med at føle sig velkomne.
Tusindvis af børn er flygtet til Danmark siden den 24. februar, hvor de første russiske tropper invaderede Ukraine. Nu opfordrer Red Barnet Ungdom borgere i Randers til at sende søde og opmuntrende hilsner til børnene fra Ukraine og andre børn og unge, som er flygtet til Danmark.
»Tusindvis af børn er nu flygtet til Danmark fra krigen i Ukraine. Dem skal vi passe på og tage godt imod. Alle børn har ret til at føle sig trygge og velkomne. De fortjener, at samfundet og dets borgere tager godt imod dem. Det gælder alle børn, der flygter til Danmark, uanset om de kommer fra Ukraine, Somalia, Yemen eller et fjerde krigshærget land,« siger Astrid Engberg, generalsekretær i Red Barnet Ungdom.
Derfor har Red Barnet Ungdom oprettet en hjemmeside, hvor borgere i Randers og andre i Danmark enten kan sende opmuntrende ord på skrift eller en sød hilsen som video. I maj og juni overleverer Red Barnet Ungdoms mange frivillige hilsnerne til børnene i organisationens klubber for børn med flygtningebaggrund.
»Vi oplever desværre, at den hårde tone i flygtningedebatten rammer børnene. Derfor vil vi gerne vise børnene, at langt de fleste i Danmark faktisk er på deres side. Det er børn, som ofte har mistet alt, og vi må ikke glemme, at børnene er uskyldige. Med hilsnerne vil vores frivillige vise børnene, at de skal føle sig velkomne i den periode, de skal være i Danmark, uanset hvor de kommer fra,« siger Astrid Engberg.
Hilsnerne kan indsendes via redbarnetungdom.dk/send-en-hilsen/.