Her er løsningen på parkeringsmareridt i midtbyen
Ny teknologi forventes at blive implementeret allerede næste år.
Du kender nok frustrationen ved ikke at kunne finde en parkeringsplads. Men nu er der hjælp på vej.
Byrådet i Randers Kommune har nemlig for nylig afsat et større millionbeløb til at implementere en ny digital løsning, som skal komme de til tider mareridtslignende parkeringstilstande til livs.
Konkret skal det ske i form af et intelligent parkeringsvejvisningssystem, som skal vise, præcis hvor i byen der er ledige p-pladser.
Seks mio. kr. blev tirsdag afsat til etableringen af systemet, som i budgetperioden vil blive tildelt 10 mio. kr. årligt.
Forslaget er født i byrådsmedlem Jens Peter Hansens (V) baghave og forventes at kunne blive implementeret allerede fra 2023.
»Det ser jeg vældig meget frem til,« siger han.
Ingen mangel på pladser
Initiativet er en del af Randers Kommunes parkeringsstrategi, der omfatter en lang række initiativer på kort og længere sigt. Bl.a. omfatter den også etableringen af yderligere ladestander til private og ved kommunale bygninger.
Som led i strategien har en analyse vist, at der, trods de lejlighedsvise udfordringer med at finde en p-plads i Randers by, i trykkede perioder stadig er op mod 500 ledige båse.
Ifølge Jens Peter Hansen viser det, at man i midtbyen ikke har mangel på p-pladser, men at udfordringen blot er at finde frem til dem.
I efteråret vil projektet blive sendt i udbud, så interesserede virksomheder kan komme med bud på en løsning.
Billister kan derfor om ikke længe se frem til via en app, der i realtid viser, præcis hvor det er muligt at finde parkering i Randers by.