EU har talt: Aarhus udvalgt blandt mange byer til at vise vejen
Ud af 337 konkurrenter er Aarhus blevet valgt som en af EU-Kommissionens klimaneutrale byer i 2030. Det er offentliggjort fra Bruxelles.
100 europæiske byer, som Aarhus nu bliver en del af, er blevet udvalgt til at være fortrop i den grønne og smarte omstilling. Byerne har forpligtet sig til at blive klimaneutrale allerede i 2030 og kan dermed vise vejen for resten af EU, som har forpligtet sig på klimaneutralitet i 2050.
Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
EU-samarbejdet vil understøtte Aarhus´ arbejde med at realisere målet om CO2-neutralitet i 2030 ved at:
- Sikre yderligere midler og viden til den grønne omstilling, herunder i et endnu uvist omfang give privilegeret adgang til EU’s fundingprogrammer.
- Skabe europæisk og international opmærksomhed på byen. Der forudses en betydelig brandingværdi, særligt i forhold til investeringsmiljøet og grønne eksportmuligheder.
- Hjælp og teknisk rådgivning til konkrete omstillings- og opskalerings-projekter samt internationalt samarbejde og erfaringsudveksling om de bedste løsninger. Hertil målrettet sparring på borgerinvolvering og -samarbejde.
»Rygstød til klimaindsatsen«
Tilbage i 2008 satte byrådet i Aarhus målet om, at Aarhus som bysamfund skal være klimaneutralt i 2030. Siden da er byens CO2-udledninger mere end halveret, men der er stadig mange udfordringer, der skal løses frem mod 2030.
Derfor er der behov for at intensivere indsatsen og arbejde på nye måder, blandt andet ved at styrke det europæiske engagement og samarbejdet med andre byer på samme rejse.
»Det er en fantastisk nyhed og et godt rygstød til klimaindsatsen i Aarhus! Vi er utrolig stolte og glade for, at Aarhus er blevet udvalgt som fortrop i den grønne omstilling. I Aarhus arbejder vi målrettet og ambitiøst mod målet i 2030. Men det er en kæmpe opgave, vi har foran os. Derfor skal vi bruge alle redskaber i værktøjskassen og drage nytte af alt det samarbejde og erfaringsudveksling, vi kan,« siger borgmester, Jacob Bundsgaard (S), og fortsætter:
»EU-missionen tilbyder en unik platform af ambitiøse byer, der alle har samme mål om klimaneutralitet i 2030. Vi kommer som bysamfund til at lære en masse samtidig med at Aarhus kan stille sine egne erfaringer til rådighed for byer, som endnu ikke er lige så langt i den grønne omstilling.«
En fællesindsats
»Jeg er glad for og stolt af at Aarhus er blevet en del af det internationale klimafællesskab. Det er en anerkendelse af vores arbejde, som forpligter os til at styrke vores klimaindsats yderligere i fremtiden,« siger rådmand for Kultur & Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R).
EU-missionen ”100 klimaneutrale og smarte byer i 2030” har et stort fokus på at involvere alle byens nøgleaktører i den grønne omstilling. Omstillingen til klimaneutralitet kan ikke løses alene af kommunen eller andre enkeltstående aktører.
Det kræver derimod en fælles indsats på tværs af hele bysamfundet, mener rådmanden:
»Vi er alle en del af løsningen og skal samarbejde endnu mere på tværs af kommunen, virksomheder, foreninger og institutioner. Det er vi gode til i Aarhus, og det glæder jeg mig til at dele med resten af Europa.«
Innovative løsninger
EU-missionen har den holdning, at byerne er centrale aktører i den grønne omstilling. Det er i byerne, at man oplever de største udfordringer med den grønne omstilling, herunder udfordringerne med omstillingen af transporten og energiforsyningen. Derfor er det også i byerne, de nye løsninger skal findes og udvikles.
Ifølge pressemeddelelsen er det en central målsætning for EU-missionen, at byerne støttes i at være innovationshubs, der tester og udvikler skalérbare løsninger, som kan kopieres og implementeres af andre byer.
»Aarhus har god erfaring med at teste og implementere innovative løsninger. Det gælder lige fra at anvende byen som testplatform for ny Smart City-teknologi til at implementere storskala-løsninger mod et integreret, vedvarende energisystem. Den erfaring vil vi gerne bygge videre på med EU-missionen som ramme,« mener rådmand for Teknik & Miljø, Steen Stavnsbo (K) og tilføjer:
»Vi får mulighed for at samarbejde med andre byer om at teste og opskalere de løsninger, som skal få Aarhus, Europa og verden godt og effektivt igennem den grønne omstilling. Samtidig kan vi drage nytte af en privilegeret adgang til EU’s eksperter, hvilket kan understøtte os i en helhedsorienteret plan for at nå i mål allerede i 2030.«
I sommeren 2022 går Aarhus Kommune udarbejde en såkaldt Climate City Contract i samarbejde med byens forskellige aktører. Den skal understøtte den nuværende klimastrategi blandt andet ved at kortlægge mulighederne for langsigtede investeringer.