Frivillige indsamlede 33 millioner kroner til kræftsagen
Syddjurs-afdelingen af Kræftens Bekæmpelse stod for et bidrag på 289.252 kroner til landsindsamlingen.
Forårssolen skinnede, og humøret var højt, da frivillige danskere fra hele landet søndag 3. april gik fra dør til dør for at samle ind til kræftforskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende.
15.000 frivillige indsamlede 33 millioner kroner.
I Syddjurs var der 191 glade indsamlere ude på gader og veje. De var med til at indsamle kr. 289.252.
»Et meget flot resultat, trods det at der var områder, som desværre ikke fik besøg,« siger Lene Nielsen, formand for Kræftens Bekæmpelse i Syddjurs
»Det er helt fantastisk, at så mange endnu engang valgte at bruge deres søndag på at støtte kræftsagen. Det er bare super godt gået! Jeg vil også gerne sige tak til de mange gavmilde borgere i Syddjurs, der tog så godt imod indsamlerne, siger Lene Nielsen. Flere steder stod borgere med pengene parat eller havde telefonen klar, så der kunne mobilepayes. Et mange Tak for bidrag og fortsat god tur, så var det videre til næste hustand. En dag, hvor du som indsamler bliver så glad og stolt over at være med til at gøre en forskel for kræftsagen.«
Pengene blev talt op lokalt, hvor pengeinstitutter havde stillet personale til rådighed.
Gavmilde danskere
Kræftens Bekæmpelses formand, Helen Bernt Andersen, kalder det landsækkende indsamlingsresultat på 33 mio. for »overvældende flot«, og hun bemærker, at danskerne igen i år har været overordentligt gavmilde.
»Jeg er utroligt taknemmelig for den store opbakning fra danskerne og dybt imponeret over de frivillige indsamleres kæmpe indsats. Allerede på indsamlingsdagen fik jeg indtryk af, at indsamlerne bar på tunge og fyldte bøtter, og at vi ville kunne se frem til et flot resultat. Jeg glæder mig over, at det nu bliver bekræftet.«
Digitale resultater
Igen i år var det muligt at oprette eller støtte digitale indsamlinger via Facebook eller Indsamling.dk. Der blev oprettet flere end 2.000 indsamlinger, der gav omkring halvanden million kroner til kræftsagen.
De indsamlede penge er med til at gøre en stor forskel for kræftsagen. For hver 100 kr. af indsamlingens overskud går 60 kr. til forskning i kræft, 19 kr. til patientstøtte, 18 kr. til forebyggelse af kræft og 3 kr. til administration.