Fortsæt til indhold

Ørsted ikke kun en 'glad by' men også en ren by

35 borgere har gjort rent i Ørsteds gader.

Samfund
Anette Bonde

Sloganet for Ørsted er ”En glad by”. Det er den, men den skal også være en ren by.

Fra venstre Ivan Hammer, Anni Vinther og Rasmus Skaarup skufler, hakker og beskærer. Foto: Anette Bonde.

Derfor har 35 borgere ryddet op og renset ud ikke mindst i byens centrum. Borger -og Handelsstandsforeningen står bag som en del af ”10-mandsgruppen”, der også tæller Ørsted Kro’s Venner og det nye Frivillighus.

Der er blevet gået til den på byens torv, ”Polden”, der ligesom fortove er blevet renset for ukrudt. Borger- og Handelsstandsforeningen havde indkøbt fire gasbrændere til formålet. Sammen med almindelig håndkraft er byens centrum blevet renset og affald fjernet.

Erik Sorth voksede op på Bornholm. Her var det skik, at beboerne i hvert hus gjorde rent på fortov og rendesten en gang om ugen. Foto: Anette Bonde.

»Smart at få det væk«

Ruth Hørning går på Rougsøvej ud for Polden og fjerner ukrudt i fortovet. Det ryger ned i plasticsækken til det andet affald.

»Det er jo smart at få det væk, inden det bliver for stort.«

På den anden side af vejen er Judith i gang på Polden sammen med en del andre.

»Vi gør gerne en indsats for at vores by ser pæn ud,« smiler hun.

Ørsted er nu blevet en renere by. Pressefoto

På Storegade har Erik Sorth fyldt det meste af en plasticsæk på sin tur langs Storegade, Ørsted Kærvej og Trekanten. Som de fleste andre har han fundet plastic, pap, emballage og cigaretskod, men også et forladt batteri fra nytårsaften er kommet i sækken. Han voksede op på Bornholm og kan huske derfra, at han som dreng gik ud og fejede fortov og rendesten en gang om ugen.

Fra venstre Anna Sofie, Melissa og Selima på jagt efter affald ved legepladsen. Foto: Anette Bonde.

»Det var fast, at hvert hus sørgede for at holde rent ud mod vejen. Og tit var det jo os børn og unge, der fik besked på at gøre det.«

Det var egentlig en god skik, mener han, for byen så altid passet og velholdt ud. Selv er han også med i Bag Kroen-gruppen, der holder området fri for ukrudt, slår græs og reparerer diverse.

Norddjurs Kommune har støttet projektet med affaldstrailer, udstyr og et afsluttende pølsegilde i madpakkehusene på arealet Bag Kroen.

Inspiration for andre

Alt i alt står Ørsted nu pænere og renere takket være de mange aktive borgere.

»Det er samtidig en inspiration for andre indbyggere til at gøre noget ved deres forhaver og fortove, så vi hele tiden har en både glad og ren by«, siger initiativtageren til Ren By, Ivan Hammer Sørensen.

Næste projekt i fællesskabets navn i Ørsted er ”Fællesskabets dag” Bag Kroen og i Frivillighuset søndag 8. maj. Her viser erhvervslivet og foreningerne, hvad de kan byde på.

Der bliver også masser af underholdning med blandt andet Cirkus Aroma, musik, hoppeborg, brandbiler og meget andet.