Fortsæt til indhold

Mobil dyreklinik kommer til Kolind

Dyreværnets nonprofit dyreklinik Frynseklinikken hjælper de socialt udsattes kæledyr og har foreløbig hjulpet 8.501 dyr til at få et bedre liv.

Samfund
gs

Dyreværnets mobile nonprofit dyreklinikker, Frynseklinikkerne, har hjulpet over 8.500 kæledyr i Danmark. Onsdag 11. maj kl. 10-11 kommer den til Kolind, hvor den vil holde ved Café Kolind.

Da Dyreværnet, som er en af Danmarks ældste dyreværnsforeninger 10. april 2018, lancerede sin første nye non-profit mobile dyreklinik, Frynseklinikken, var det et sats.

Tre mobile klinikker

Klinikken, der er doneret af dyreelskeren Jørgen Andersen, var et tiltag, der skulle tilbyde hjælp til socialt udsatte borgeres kæledyr i hele landet, men det var usikkert, hvor mange der ville benytte sig af hjælpen.

Hurtigt stod det klart, at succesen var enorm. Derfor donerede Jørgen Andersen endnu en Frynseklinik til foreningen i 2019. I 2021 donerede Jørgen Andersen så den tredje Frynseklinik, så Dyreværnet nu dækker hele landet.

Til dato har de tre Frynseklinikker hjulpet 8.501 kæledyr til at få et bedre liv. Dét tal begejstrer initiativtager Rikke Christensen-Lee, der er direktør for Dyreværnet.

Frynseklinikkernes indsats hjælper kæledyrene. Men vi hjælper også deres ejere og det varmer vores hjerter.
Rikke Christensen-Lee, direktør for Dyreværnet

Hjælp til socialt udsatte

Der er ingen tvivl om, at et besøg hos dyrlægen kan være en bekostelig affære. Er man socialt udsat borger, bliver udgiften ofte uoverskuelig, selvom man vil sit kæledyr det bedste. For at imødekomme den tiltrængte hjælp til netop denne gruppe kæledyr, besluttede Dyreværnet at lade dyrlægehjælpen rulle ud på de danske veje til de målgrupper, der ikke selv kunne betale for et besøg hos deres dyrlæge:

»På fire år har vores tre Frynseklinikker hjulpet over 8.501 danske kæledyr, hvis ejere er socialt udsatte. Dét er jeg imponeret over,« fortæller Dyreværnets direktør, Rikke Christensen-Lee, i en pressemeddelelse, og hun fortsætter:

»Jeg havde ikke drømt om, at vores indsats på netop dét område var så tiltrængt, og jeg er lykkelig over, at vores dyreværnsforening har kunnet hjælpe så mange kæledyr via Frynseklinikkerne. Vi ved, at mange socialt udsatte danskere har kæledyr. Og vi ved af erfaring, at netop dyrene giver denne målgruppe både tryghed, kærlighed og et tilhørsforhold, de måske ikke har med andre mennesker. Frynseklinikkernes indsats hjælper kæledyrene. Men vi hjælper også deres ejere og det varmer vores hjerter,« siger direktøren.