To nye partnere hos John Frandsen
To unge er kommet med i ejerkredsen i Norddjurs.
Som led i Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsens fortsatte udvikling, har firmaet optaget Christian Nygaard og Nicklas Dohn som medejere og partnere i firmaets afdelinger i Norddjurs - Auning, Glesborg og Grenaa pr. 1. juli.
Christian har arbejdet hos Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen i 12,5 år, og Nicklas Dohn ved kommende årsskifte i 10 år. Nicklas startede hos John Frandsen direkte fra finansøkonom-studiet på erhvervsakademiet i Viby og er således godt i gang med karriereforløbet hos Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen.
Christian afsluttede sin finansøkonom i 2008, og blev ansat i firmaet i 2009, efter ansættelse ved anden ejendomsmæglervirksomhed i Randers.
Christian og Nicklas har sammen formået at holde højt fokus på energi, kvalitet og udvikling gennem flere år på Norddjurs herunder især butikken i Glesborg. Nicklas født, opvokset og stadig bosiddende med sin familie i Grenaa. Christian er født og opvokset i Holbæk ved Ørsted, og er i dag bosiddende i Assentoft med kone og børn.
»Hvis en virksomhed som vores skal være skarp, skal den forny sig, og sikre at den også i fremtiden vil kunne vækste og udvikle sig. Den seneste tid har vi optaget en række partnere, og processen stopper ikke her. Det er hensigten, at der i den kommende tid vil blive optaget nye medejere i ejendomsmæglerfirmaet for dels at fastholde stabilitet og dels skabe rum for videre udvikling,« siger Troels Hansen fra John Frandsen i Norddjurs.