Blodbank har brug for donorer: Du kan være med til at redde liv
Der er behov for nye bloddonorer i Aarhus, melder blodbank.
Blodbanken på Aarhus Universitetshospital opfordrer nu alle raske aarhusianere til at melde sig som bloddonorer.
Der er særligt behov for donorer der vil give plasma, en del af blodet, der er nødvendigt til at behandle en række alvorlige sygdomme, oplyser blodbanken i en pressemeddelelse.
»Behandlingerne med den livsvigtige medicin udvundet fra plasma skaber liv og livskvalitet hos patienter med blandt andet immundefekt. Behovet for den livsvigtige medicin er stigende, og medicinen kan kun fremstilles af blodplasma. Derfor har vi lige nu brug for flere bloddonorer,« siger professor og overlæge ved Blodbank og Immunologi på Aarhus Universitetshospital, Christian Erikstrup.
Blodbanken vil også appellere virksomheder til, at deres medarbejdere kan få lov til at blive tappet i arbejdstiden.
Frivilligt og ubetalt
Bloddonorerne donerer frivilligt, ubetalt og anonymt i blodbanken. Landets 180.000 bloddonorer er med til at sikre den nødvendige blodforsyning og gør en kæmpe forskel for andre mennesker, lyder det i pressemeddelelsen.
Alle voksne, der er sunde og raske og vejer over 60 kilo, kan som udgangspunkt donere plasma. Du kan læse mere om plasmatapning og se, om du kan donere plasma på www.bloddonor.dk.
Det tager kun cirka 45 minutter at give plasma. Man kan donere plasma hver 14. dag, oplyser Blodbank og Immunologi på Aarhus Universitetshospital.