Fortsæt til indhold

Skat går til gæld

Gældsstyrelsen bruger 54.000 midtjyders overskydende skat til at betale af på deres gæld.

Samfund

Skattestyrelsens udbetaling af overskydende skat betyder højsæson for såkaldt modregning hos Gældsstyrelsen.

I år begyndte udbetalingen af overskydende skat for indkomståret 2021 8. april, og indtil videre har Gældsstyrelsen modregnet gæld for ca. 168 millioner kroner hos cirka 54.000 borgere i Region Nordjylland. Det svarer til, at der i gennemsnit er modregnet cirka 3.100 kroner pr. person.

Modregning er en effektiv måde at inddrive gæld på, fordi borgerne med gæld til det offentlige først får pengene i hånden, når vi har brugt den overskydende skat til at få deres gæld til det offentlige ud af verden.

Effektiv inddrivelse

Modregning i overskydende skat fungerer på den måde, at borgere med gæld til det offentlige først får pengene sendt forbi Gældsstyrelsen, hvor det bliver undersøgt, om pengene kan bruges til at betale af på gæld til det offentlige. Først herefter får borgerne et eventuelt restbeløb udbetalt.

»Modregning er en effektiv måde at inddrive gæld på, fordi borgerne med gæld til det offentlige først får pengene i hånden, når vi har brugt den overskydende skat til at få deres gæld til det offentlige ud af verden. Rækker beløbet ikke til at dække hele deres gæld, får de dermed af gode grunde ikke nogen overskydende skat udbetalt,« siger underdirektør i Gældsstyrelsen, Inge Maria Frydendahl Kruse, i en pressemeddelelse.

Sidste år hentede Gældsstyrelsen ca. 2,4 milliarder kroner ved at modregne gæld i overskydende skat hos omkring 394.000 borgere i hele landet. De 900 millioner kroner, der indtil videre er i kassen i år, forventes at vokse til et beløb i samme størrelsesorden. Det endelige resultat afhænger af, hvor meget der kan modregnes blandt de 3,7 millioner borgere med overskydende skat.