Fortsæt til indhold

Populær bydel: Nye byhuse lynhurtigt udsolgt

Mægler melder alt udsolgt i splinternyt boligprojekt i Aarhus K.

Samfund
ddp

Der er blevet langet nogle hurtige købskontrakter over disken hos EDC Poul Erik Bech i Aarhus, som har stået for salget af en række spritnye byhuse i Aarhus’ nye bydel, Aarhus K ved Godsbanen.

K-Husene hedder et stort boligprojekt, der omfatter 46 lejelejligheder og fem byhuse, og de sidstnævnte er altså gået som varmt brød, hvormed mægleren nu kan melde udsolgt før tid. Kun en håndfuld lejelejligheder er tilbage.

De første beboere er netop flyttet ind den 1. april.

»Vi er lykkedes med at bygge et unikt projekt, der ikke ligner meget andet, man ser i Aarhus. Det har haft stor indflydelse på efterspørgslen. Flere af de nye beboere kommer udefra og vil gerne noget mere bynært, men de vil også gerne bo unikt. Vi har haft succes med at få opført et projekt, der både er flot at se på, men også lækkert og komfortabelt at leve i,« siger Lasse Lauridsen, projektudvikler i KPC, som står bag projektet.

Seks mio. kr.

Gennem de seneste år er Godsbanearealet gået fra et industrielt ødeland til at være et kreativt knudepunkt midt i byen. Ambitionen er, at det i fremtiden skal være en oase af liv, kultur og kreativitet, og det ser der altså ud til at være en stor efterspørgsel på.

»Dertil er det en sublim placering centralt i Aarhus, hvor hele området undergår store forandringer. Godsbanen i Aarhus tilbyder mange spændende aktiviteter. Vi er glade for, at projektet nu er gennemført, og vi er naturligvis tilfredse med, at vi stort set er i mål,« siger projektudvikleren.

De populære byhuse har alle været i tre plan og i størrelsesordenen 120-130 kvm. med fire værelser samt tagterasser. De har været udbudt til salg for i omegnen af seks millioner kroner.

Fem lejligheder er endnu ikke udlejet. De koster fra 9-18.000 kroner om måneden.