Obama gæster Skives kulturcenter i en Q&A-samtale den 12. juni
Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama lægger søndag den 12. juni vejen forbi Kulturcenter Skive til en ”modereret Q&A-samtale”.
Søndag den 12. juni får Skives kulturcenter fornemt besøg.
Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama vil nemlig inden længe deltage i en ”modereret Q&A-samtale” i den midtjyske provinsby.
Arrangementet i Kulturcenter Skive har fået titlen ”A Conversation with President Barack Obama”, og kulturcentrets direktør, Knud Bjerre, ser med stor begejstring frem til at kunne byde selveste Obama velkommen.
»Præsident Obama er en af de personer i hele verden, som jeg ser allermest op til, og derfor glæder jeg mig overordentligt meget til personligt at byde ham velkommen her i Kulturcenter Skive. Han har i den grad brugt hans magtfulde embede til at gøre verden til et bedre sted, og han er en af de ledere på verdensplan, der er allermest respekt omkring. Jeg er derfor overbevist om, at nuværende og kommende ledere vil gå fra arrangementet med ny inspiration og motivation til at gøre det endnu bedre i fremtiden,« udtaler Knud Bjerre i en pressemeddelelse.
Obama, der huserede i Det Hvide Hus i to valgperioder fra 2009 til 2017, forlod præsidentembedet for fem år siden.
Det er første gang, at en tidligere amerikansk præsident vælger at lægge vejen forbi Skive, og borgmester Peder Christian Kirkegaard er da heller ikke et sekund i tvivl om, at det nok skal blive et stort og mindeværdigt øjeblik for både byen og hele regionen.
»Det bliver uden tvivl et nyt højdepunkt for Skive og hele Midt- og Vestjylland,« lyder det fra Skive-borgmesteren i pressemeddelelsen.
»Skive har i årtier fokuseret på energiløsninger og har i den henseende været en drivkraft for udviklingen i regionen. Det er derfor en stor ære, at en af de mest markante personligheder ser potentialet i et besøg i Skive og dele sine visioner om blandt andet ledelse og iværksætteri med et grønt miljøfokus,« siger han.
Arrangementet finder sted i kulturcentrets koncertsal søndag den 12. juni kl. 15.30.