Fortsæt til indhold

Skattefar jagtede sorte penge i Aarhus: 28 virksomheder har et forklaringsproblem

Særligt pizzeriaer, kiosker, restauranter og frisører fik besøg, da Skattestyrelsen udførte stor kontrol i Aarhus.

Samfund
ddp

14 medarbejdere fra Skattestyrelsen var den 28. april på en aktion rettet mod sort økonomi blandt virksomheder i Aarhus.

I alt blev 34 virksomheder besøgt, og 28 af disse kan se frem til yderligere kontrol, oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Aktionen var ikke målrettet en bestemt branche, men det var især pizzeriaer, restauranter, kiosker og frisører, der var i styrelsens søgelys, og fokus var påudeholdt omsætning og ansatte, der arbejder sort.

Som led i kontrollen tjekker Skattestyrelsen derfor virksomhedernes salgsregistrering og at alle, der arbejder i virksomheden, er lovligt registreret.

»Aktionen torsdag adskilte sig desværre ikke fra lignende aktioner. Tre medarbejdere stak af fra deres arbejde, inden vi nåede at tale med dem. I 14 af virksomhederne mødte vi bl.a. medarbejdere, der var på offentlige ydelser, samtidigt med at de arbejdede. Andre fortalte, at de havde første arbejdsdag,« siger Preben Buchholtz, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

De 14 virksomheder, der ikke umiddelbart havde styr på registreringen af deres medarbejdere, vil blive pålagt fremadrettet at føre en digital logbog over de medarbejdere, der til enhver tid er på arbejde.

Manglende moms af 800.000 kr.

I 21 af virksomhederne var der indikationer på problemer med løbende registrering af salget. I to virksomheder var der eks. ingen medarbejdere, der kunne betjene kasseapparatet og dermed sikre, at salget blev registreret korrekt.

»Vi fik under besøget i en virksomhed udleveret bilag, der viste en omsætning på 800.000 kroner, der ikke var betalt moms af. Vi skal nu hjem og gennemgå bilagene og se, om de også har ret til at trække noget fra, inden de får en regning på den manglende moms,« forklarer Preben Buchholtz.

De 21 virksomheder vil blive pålagt fremadrettet at benytte et digitalt kasseapparat, der løbende registrerer salget, hvor data kan indgå i fremtidige kontroller.

Alle virksomhederne, som Skattestyrelsen besøgte, var udvalgt på forhånd på baggrund af oplysninger, som kunne indikere problemer med registrering af enten virksomhedens ansatte eller salg.