Opera i bolighus i Grenaa
Operakoncert i Schmidthuset bliver en oplevelse lidt ud over det sædvanlige.
Møbler og boligtilbehør plejer at spille førsteviolin hos den store boligbutik Schmidthuset i Grenaa, men torsdag 19. maj klokken 18 træder de lidt i baggrunden. For her giver en af landets mest talentfulde operasangerinder, Stina Schmidt, operakoncert i bolighuset.
Hvis nogle synes, at der da vist er et eller andet med efternavnet, så er det ikke helt tilfældigt.
»Stina er jo min storesøster, og det er også kun derfor, at vi har muligheden for at holde sådan et arrangement her. Vi glæder os til, at mange kan få en oplevelse lidt ud over det sædvanlige,« siger direktør i Schmidthuset,” Jesper Schmidt.
Opera handler om store følelser og drama, og ved koncerten vil Stina Schmidt samt en pianist og en cellist fremføre operafortællingen Kryopassionen. Efter operafortællingen vil der blive fortolket værker af komponisterne Rachmaninoff og Brahms.
Stina Schmidt er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, samt fra OperaAkademiet i København. Hun har derudover eksamen i både stemmeteori og stemmediagnose fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Hun debuterede på Det Kgl. Teater, og har siden sunget roller på både Den Ny Opera og på Det Kgl. Teater, og har kunnet opleves i koncerter med Tivolis Symfoniorkester, Figura Ensemble og Athelas Sinfonietta.
Opera-comeback
Tilbage i efteråret 2020 var Schmidthuset og Stina Schmidt klar til at holde en udsolgt operakoncert for 100 mennesker. Men da corona-pandemien igen begyndte at buldre derudaf, blev man nødt til at aflyse få timer inden koncerten.
I stedet stod Stina Schmidt og sang uden publikum, og det blev så sendt hjem i stuerne via bolighusets Facebook-side. Nu glæder hun sig til en rigtig koncert i Schmidthuset.
»Det bliver et vildt eksperiment at tage et fantastisk værk og sætte det ind i en møbelforretning. Men gæsterne skal bare læne sig tilbage og have paraderne nede, og så bliver der jo også spillet klaver og cello på et virkelig højt plan,« fortæller Stina Schmidt.
Der er stadigvæk ledige billetter, og efter koncerten vil Nikolaj Bek fra Restaurant Mundgodt servere lidt mad og drikke. Billetterne kan købes i Schmidthuset eller på deres hjemmeside.
Klar til nye arrangementer
Møbelforretningen er kendt for at holde store livsstilsmesser og flere andre arrangementer. Men corona-situationen har betydet, at bolighuset ikke har kunnet lave så mange aktiviteter, som man gerne ville.
»Vi vil selvfølgelig gerne have mange mennesker ind i vores forretning, og de her forskellige arrangementer er en oplagt måde at gøre det på. Nu bliver det så opera den her gang, og næste gang kan det blive noget andet, som vi synes passer rigtig godt ind,« siger Jesper Schmidt.