Fortsæt til indhold

Tomme flasker bliver til gode oplevelser

Kunderne i Bilka Randers har været flittige til at donere deres pant.

Samfund
sra

Tomme flasker og dåser er med til at støtte Selvhjælp Randers’ arbejde for børn i livskrise, når du vælger at donere din pant i flaskeautomaten i Bilka Randers.

Nu er beløbet gjort op for fjerde gang, og kunderne har doneret 2894 kroner. Bilka har fordoblet donationen til Selvhjælp Randers., så de modtager 5788 kroner.

Selvhjælp Randers hjælper hvert år op mod 400 børn og unge, der er i livskrise. Det kan være fordi, deres forældre skal skilles, de oplever sygdom eller andet, hvor de har brug for en at tale med.

Hos Selvhjælp Randers er de glade for at modtage donationerne fra Bilka Randers, der går direkte til aktiviteter og indkøb af redskaber. Det kan være aktiviteter, som børnene kan være fælles om som kayaktur eller en tur på klatrebakken, men det kan også være indkøb af redskaber som maling og lærreder.

»Vi er utroligt glade for igen at modtage pantdonationerne fra Bilka. Pengene betyder, at vi kan gøre en ekstra indsats for børn, der har det svært, og vi kan lave aktiviteter for dem, som vi ellers ikke ville have mulighed for,” siger Majbritt Bargsteen, der er daglig leder af Selvhjælp Randers.

Selvhjælp Randers bruger også en del af donationerne til at indkøbe garn til de omkring 50 frivillige, der hækler ”lyttelamaer” for dem. Første gang et barn kommer hos Selvhjælp Randers, er det et fast element, at de kan vælge en af de mange forskellige hæklede lamaer. Og det er der en helt særlig grund til, fortæller Majbritt Bargsteen.

»Vores lyttelamaer er en kæmpestor støtte for børnene. De udvælger selv, hvilken lama der passer til dem og giver den et navn. Så kan de tage den med rundt og tale med den, sådan at de får deres følelser og tanker ud fremfor at gå med det indeni. På den måde har de altid en, der lytter til dem,” siger Majbritt Bargsteen.