Ny kropsterapeut i Skanderborg: Camilla hjælper klienter med at få følelser frem
Camilla Lyngholm tilbyder totum kropsterapi i sit hjem i Eskebækparken i Skanderborg.
I november sidste år blev 40-årige Camilla Lyngholm færdig med uddannelsen som totum kropsterapeut.
Da jeg blev sygemeldt med stress, var der en af mine kolleger, der sagde, at jeg skulle huske at passe på mig selv. Og det var faktisk, da han siger det, tænker jeg bare, at ja det skal jeg vist egentlig. Og jeg kunne godt mærke det. Der havde været så mange symptomer fysisk.Camilla Lyngholm, totum kropsterapeut
Frem til marts havde hun et deltidsarbejde ved siden af nogle få behandlinger i ugen.
»Men den stilling udløb 18. marts, så siden da har jeg satset alt på kropsterapien. Min største drøm er, at jeg kommer til at kunne leve af det,« siger Camilla Lyngholm og forklarer, at tre klienter per dag er det helt optimale.
Så når hun også at have pauser i løbet af en dag.
»Mine klienter skal jo heller ikke føle, at jeg er drænet for energi,« siger Camilla Lyngholm, der tilbyder behandlingerne i sit hjem i Eskebækparken, hvor hun bor med sin familie.
Der er virkelig et følelsesliv nede i maven. Man tør ikke røre ved det, fordi det er ubehageligt.Camilla Lyngholm, totum kropsterapeut
Sygemeldt med stress
Og netop det med at være drænet for energi var hun tilbage i 2019, hvor hun blev sygemeldt med stress. Derfor prioriterer hun i dag at have tid og overskud. Noget, hun ikke havde i tiden op til sygemeldingen, fordi hun i en længere periode havde haft alt for meget at se til både privat og på arbejdet.
»Da jeg blev sygemeldt med stress, var der en af mine kolleger, der sagde, at jeg skulle huske at passe på mig selv. Og da han siger det, tænker jeg bare, at ja det skal jeg vist egentlig. Og jeg kunne godt mærke det. Der havde været så mange symptomer fysisk. Jeg kunne ikke sove, og jeg blev mere syg. Mit immunforsvar var simpelthen bare nede,« fortæller Camilla Lyngholm som en af årsagerne til, at hun fandt interesse i totum kropsterapi.
Hun ville blive klogere på, hvorfor hun ikke havde mærket alle de symptomer, hendes krop havde sendt i et godt stykke tid inden sygemeldingen. Og hvorfor hun ikke lyttede til kroppen, da hun mærkede det. Før hun var nået derud, hvor det var nødvendigt med en sygemelding.
Interesse i følelser
Før sygemeldingen var hun vant til at arbejde med mennesker. Først var hun ansat hos Røde Kors, hvor hun skulle tale med afviste asylansøgere og efterfølgende ungdomsvejleder ved KUU i Randers. Og det arbejde sammenholdt med stresssygemeldingen gav hende lysten til at dykke ned i sine egne og andre folks følelser.
»Så jeg begyndte at læse om en masse forskelligt, og pludselig faldt jeg over totum kropsterapi, og da jeg så var til intro i Aarhus, kunne jeg bare mærke, at det var det. Jeg var slet ikke i tvivl,« siger Camilla Lyngholm.
Det med at hjælpe andre folk med at blive klogere på egne følelser, tændte hende. Hun ville blive klogere på, hvorfor folk reagerer, som de gør - og på hvordan man med en blanding af samtaleterapi og fysisk behandling kan hjælpe klienter af med spændinger i kroppen.
For følelser sætter sig som spændinger i kroppen.
»Der er virkelig et følelsesliv nede i maven. Man tør ikke røre ved det, fordi det er ubehageligt,« siger Camilla Lyngholm, der med totum kropsterapi hjælper klienterne til at slippe følelserne.
»Bagefter er det sådan en befriende følelse. Det med at blive bevidst og acceptere det. At rumme den side af sig selv. Det er fedt at se, at det gør noget,« fortsætter hun.
Samtale og behandling
Måden, Camilla Lyngholm griber totum kropsterapi an på er både gennem samtale og fysisk behandling.
Hver behandling begynder med et glas vand og en kort snak.
»Vi taler om, hvad der fylder hos klienten. Nogen har ondt, andre føler de skal være en blæksprutte og andre har angst. Når vi har talt lidt beder jeg dem lægge sig på briksen, og så skal de mærke efter,« fortæller Camilla Lyngholm.
Det er dog vigtigt for hende at understrege, at hun ikke alene kan få alle problemer til at forsvinde.
»Kropsterapeuter kan hurtigt komme til at lyde som et quickfix. At vi graver alle traumer op, og så får du fred og ro. Men det er det ikke. Det prøver jeg også at signalere. Det er tvært imod en proces i klienten, som skal være klar. Jeg kan guide, løsne spændinger og sætte gang i en masse, men jeg kan ikke fixe noget,« forklarer Camilla Lyngholm.
Klienterne skal også være indstillet på at ændre nogle mønstre for at opretholde den proces, Camilla Lyngholm sætter i gang via sin totum kropsterapi. Men hun vil ikke presse dem til noget, de ikke er klar til. Udviklingen sker i klientens eget tempo.
»Nogle gange kan jeg se, at de holder på en følelse. De kan bare ikke slippe kontrollen, og det er helt i orden. Jeg presser dem ikke til noget, men så ved de, at de har den følelse, og så kan det være, at de er klar til det en anden gang,« siger Camilla Lyngholm, der begynder at læse sin klient fra det øjeblik, de træder ind gennem den brune dør i Eskebækparken. Hvordan trækker personen vejret, hvordan er kropssproget og hvad fortæller vedkommende?
»Mennesker er bare mangfoldige og alle har deres helt eget spindelvæv af følelser. Man kommer aldrig til at kede sig,« siger Camilla Lyngholm, der i den grad glæder sig til at få endnu flere klienter på briksen.