Regionshospitalet får krads kritik af Arbejdstilsynet
I Randers har man blandt andet haft udfordringer med at håndtere udadreagerende psykiatriske patienter.
Medarbejdere, der har trådt lidt for hårdt på speederen, er blot et af en række forhold, som Regionshospitalet Randers for nylig har fået kritik for.
Det fremgår af en offentliggørelse fra Arbejdstilsynet dateret den 29. april. I dokumentet kan man læse, at i alt fire forhold skal rettes op på.
For det første er der under fragt af materiel i hospitalets kælder blevet kørt for stærkt. Derudover vækkes der kritik af medarbejdernes muligheder for at håndtere udadreagerende borgere i akutafdelingen, arbejdsmiljøet på et specifikt sengeafsnit, og en række fødelejer, der ikke fungerer, som de skal.
Jonas Dahl, hospitalsdirektør for Regionshospitalet Randers, fortæller, at man efter Arbejdstilsynets besøg tidligere på året har igangsat en række initiativer for at rette op på udfordringerne.
»Det er klart, jeg ville ønske, vi havde set alt selv. Men sådan er det ikke, og derfor er det fint og velkommen, at Arbejdstilsynet gør os opmærksom på, hvor vi skal styrke vores indsats. Så gør vi selvfølgelig alt for at efterleve det,« siger han.
Kendt problemstilling
I kælderen har man nu fokus på at sænke hastigheden under transporten, og i forhold til fødelejerne, som benyttes af kvinder under fødsler, har hospitalet indkøbt nye senge.
Vedrørende udfordringerne i akutafdelingen med at håndtere udadreagerende borgere fortæller Jonas Dahl, at det er en kendt problemstilling.
»Vi skal hele tiden gøre mere, men vi må også erkende, det er en vanskelig opgave at håndtere en psykiatrisk patient, som er meget udadreagerende. Derfor skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at klæde medarbejderne på så godt som muligt,« siger han.
Konkret vil man blive »skarpere på«, hvornår og hvornår ikke, man skal træde ind i en given konflikt, og hvornår politiet i stedet skal inddrages.
»Det er noget, hvor det er svært at sige, der er en facitliste. Det er afhængigt af den konkrete situation,« siger Jonas Dahl.
Urimelige udfordringer
Hospitalsdirektøren forklarer sig yderligere med, at coronapandemien har lagt yderligere udfordringer på personalet, hvilket stadig kan ses.
»Vi har nogle medarbejdere, som har været udfordret urimeligt meget igennem ufatteligt lang tid, og det sætter sine spor på arbejdsmiljøet. Det skal vi være opmærksomme på,« siger han og fortsætter:
»Det ændrer ikke på, at vi har nogle patienter i dag og i morgen, som også har en forventning om at blive behandlet. Derfor er vi hele tiden nødt til at se på, hvordan vi kan have et godt arbejdsmiljø, indenfor de rammer vi nu har.«
Samtidig henviser Jonas Dahl til, at Regionshospitalet Randers har henvendt sig til politikerne for at sætte gang i en, ifølge ham, nødvendig renovering af institutionens faciliteter.