Fortsæt til indhold

Kagebagning sikrede 6.500 kroner til julemærkehjem

13 forskellige slags kage og 150 spisende gæster gav 6.500 kroner i kassen til Julemærkehjemmet i Hobro.

Samfund

15 børn og 2 voksne fra Rønbæk Fritidscenter har netop besøgt Julemærkehjemmet i Hobro for at aflevere en donation på 6.500 kroner, som børn og medarbejdere fra klubben har sørget for.

»Julemærkehjemmet har også ophold af børn fra Favrskov Kommune, og vi besøgte faktisk en, vi kender, som er på ophold lige nu,« siger Ulla Bjerregaard, der er leder af fritidscentret, i en mail til redaktionen.

Klubbens donation kom i hus ved at bage kager og cookies, lave trøfler og lægge lagkager sammen. Til slut blev forældre, søskende, naboer og andre, der var lækkersultne, inviteret til et arrangement, hvor man for 50 kroner kunne spise al den kage, man ville, med kaffe eller saftevand til.

»Der var 13 forskellige slags kage og omkring 150 børn og voksne deltog,« fortæller Ulla Bjerregaard, der var glad for den store tilslutning.