Mester om lærling: Helt ekstraordinært

»Jeg ringede jo til avisen, fordi det, Rezan har gjort, er helt, helt ekstraordinært«

Sådan siger indehaver af Syddjurs El og mester Per Henrik Mou om hans lærling, Rezan Hasan, som netop er blevet udlært som elektriker med 12/12. Det udløser en bronzemedalje, som anerkendelse for fremragende faglig dygtighed, og det er Tekniq, som er arbejdsgiver- og erhvervsorganisation for installationsbranchen, der står bag uddelingen.

Navnet bronzemedalje skal forveksles med det tredje bedste metal i sportens verden. Den her er den fineste medalje, man kan få som nyudlært.

»Min svendeprøve handlede om et alarm-, brand- og overvågningssystem. Altså, det er lidt kompliceret, men det handler blandt andet om, at alarmerne sender signal til en port, som så åbner, hvis de går i gang, sådan at redningsmandskabet kan komme ind.«

Det ekstraordinære ved Rezans medalje er dog ikke svendeprøven: Det er, i følge Mester, at det kun er seks år siden, at Rezan, som i dag er 23 år, kom til Danmark.

Undgå militæret

Han boede med sin familie i Syrien, ikke langt fra grænsen til Tyrkiet, gik i skole og forsøgte at have en hverdag på trods af krigen.

»Men når man nærmer sig 18 år, så kommer styret og vil have dig ind i militæret. Mine forældre sagde, jeg skulle gemme mig, så det gjorde jeg i noget tid. Men til sidst kunne jeg ikke mere, og så blev vi enige om, at jeg skulle flygte,« fortæller Rezan.

Han tog til Tyrkiet og boede i nogle måneder, men der var intet han kunne lave, igen skole eller noget. Da hans moster i Danmark foreslog, at han rejste hertil, tog Rezan Hasan en hurtig beslutning.

»Heldigvis har min familie lidt penge, så jeg kunne tage en rigtig båd til Grækenland og ikke sådan en gummi én.«

Fra Grækenland rejste han videre op gennem Europa. Landenes grænser var åbne på det tidspunkt, så turen til København gik fint.

»Så fandt jeg ud af at komme til Aarhus, og der hentede min moster mig og så kørte vi til Ebeltoft. Dagen efter gik jeg til politiet og søgte asyl.«

Efter en kort tur forbi et asylcenter på Langeland fik han opholdstilladelse, som siden er blevet forlænget et par gange. Syddjurs Kommune anviste en bolig tæt på havnen i Ebeltoft og han startede i modtagerklasse på Rønde Skole.

Masser af skole

Heldigvis havde Rezan en bekendt, som allerede gik på skolen i Rønde og havde mange venner, både danske og ikke danske.

»Jeg lærte hurtigt sproget, fik mange venner, spillede fodbold og så videre.«

Efter kort tid blev Rezan langsomt sluset ind i 10. klasse og herefter tog han på produktionsskole, hvor han begyndte at interessere sig for en fremtid som elektriker.

»Jeg er glad for, at jeg kunne komme i modtagerklasse og 10. klasse, for jeg har hørt meget dårligt om sprogskolerne. Der er alt for mange, der taler arabisk, så det taler de med hinanden, og så er det svært at lære dansk, har jeg hørt. Jeg blev nødt til lære sproget, og det er nok også derfor, jeg har lært det så hurtigt. Uden det, havde jeg nok heller ikke fået så høje karakterer til min svendeprøve.«

Læretid

Det syntes Per Henrik Mou også, da Rezan stod og bankede på hans dør på Stockflethsvej i Ebeltoft for fire år siden.

»Jamen, hvis vi synes, der mangler dygtige håndværkere, så har vi jo også selv et ansvar for at uddanne dem. Så, jeg sagde til ham, at hvis du består dit grundforløb, så kan du få en læreplads hos mig.«

Det gjorde Rezan på Den Jyske Håndværkerskole, som i følge Mester er den bedste, og inden længe var han i fuld gang i Syddjurs El.

»Han lærer lynhurtigt, og så er min kunder meget glade for ham. De ringer tit, ja, det er nærmest i overkanten, og roser ham.«

Rezan selv har også en god oplevelse ved kunderne. Han har aldrig oplevet racisme i arbejdslivet og næsten heller ikke andre steder.

»Jeg kan godt nogle gange fornemme, at de lige skal se mig an. Måske er det bare fordi, jeg er så ung, jeg ved det ikke. Men når de så ser, hvad jeg kan, så vil de gerne snakke, og så er de allesammen så søde. Det er jeg jo også,« siger han med et stort smil.

Rezan Hasan er selvfølgelig stolt af sin medalje og er ikke bleg for at give Mester noget af æren.

»Det har været et godt sted at være. Jeg skylder Per rigtig meget tak for det hele, og vi er rigtig gode venner. Vi snakker meget sammen.«

Fodbolden er blevet lagt på hylden og kæreste er der heller ikke noget af lige nu. Rezan har vænnet sig til, hvis man kan det, at undvære sin mor og far, som han dog taler med flere gange om ugen over messenger.

I nærmeste fremtid vil han koncentrere sig om sit arbejde og overveje, om han måske skal læse videre til installatør. Og så glæder han sig til at modtage sin medalje.