Fregatten sendte fjenden på flugt
Traditionen tro lød kanonerne igen i år på Fregattens Dag
Én af Fregatten Jyllands store mærkedage, Fregattens Dag blev markeret 9. maj, og det bar bybilledet præg af i løbet af dagtimerne, hvor personer i flotte uniformer behængt med alverdens medaljer bevægede sig rundt i byen.
Helgoland
Fregattens Dag er en årlig tradition og den markerer slaget ved Helgoland. Krigen i 1864, også kaldet Den Anden Slesvigske Krig, var et led i den dansk-tyske forfatningsstrid om de nordtyske hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg.
31. januar 1864 gik østrigske og preussiske tropper ind i Slesvig. Det ene nederlag fulgte det andet for Danmark. Det eneste lyspunkt var netop Slaget ved Helgoland 9. maj, hvor blandt andet fregatten Jylland sendte fjenden på flugt.
Trut og kanoner
Markeringen er en mangeårig tradition, hvor både Søværnets Tamburkorps og repræsentanter fra forskellige marineforeninger er med til at markere dagen.
Inden de ankom ved fregatten Jylland havde Søværnets Tamburkorps marcheret gennem Ebeltoft sammen med en faneborg blandt andet bestående af repræsentanter fra forskellige marineforeninger.
Optoget ankom ved fregatten omkring kl.12 og der blev budt velkommen, afholdt taler og efterfølgende var der kransenedlæggelse, som blev lagt af Ebeltoft Marineforening.
Herefter var der musik og sang ved Søværnets Tamburkorps, inden optoget marcherede ned til stævnen af fregatten, hvor de afslutningsvis kunne overvære Dansk Løsen, som er tre kanonskud, fra Bastionen.