Forsøg med ladestandere
Elektriker Lars Kjær har købt en ladestander og sat den op i Ebeltoft som en forsøgsordning.
»Alle taler om, at der mangler ladestandere til elbiler i Ebeltoft, men der er ikke ret mange, der gør noget. Nu prøver vi det her, og så må vi se, om det er en god ide.«
Sådan siger statsautoriserede elinstallatør Lars Kjær, Glatved. Han har derfor af egen lomme købt en ladestander og fået lov at sætte den op på Sejersens parkeringsplads på Stockflethsvej.
»Det er jo et lille forsøg. Hvis det nu holder, så kunne det jo hjælpe med til at løse manglen på ladestandere i byen.«
God ide?
Lars Kjærs ide er, at private og virksomheder investerer i standerne, og at kommunen så bidrager med parkeringspladserne. I princippet må alle nemlig stille en elladestation op og gøre den offentlig tilgængelig.
«Sådan en stander, som jeg har købt, koster 20.000 kroner med det hele. Jeg tjener, som det ser ud nu, 2 kroner og 30 øre pr. kW, så fordi der går lidt tid, inden sådan en tjener sig ind, så er der ikke meget forretning i, at jeg stiller mange op. Men der kan jo sagtens være virksomheder rundt om i byen som kunne tænke sig at yde den her service til deres kunder.«
»Det er jo et lille forsøg. Hvis det nu holder, så kunne det jo hjælpe med til at løse manglen på ladestandere i byen.«Lars Kjær, elinstallatør
Gæsteprincip
Paw Fjordside, leder af Mobilitet i Syddjurs Kommune hilser forsøget velkommen.
» Det afhænger naturligvis af, hvor og hvordan det skal skrues sammen. Der er allerede givet tilladelse til at private aktører kan opstille ladestandere på kommunens areal, efter gæsteprincippet.«
Gæsteprincippet er, i følge forvaltningen, at ladestandere og tilslutninger bliver etableret på vilkår om gæst på vejareal, hvilket betyder, at ladestandere skal flyttes, såfremt Syddjurs Kommune vil indrette arealet anderledes.Aftalerne strækker sig over ti år.
Paw Fjordside fortæller i øvrigt, at der for nyligt, ud fra netop gæsteprincippet, er indgået en række aftaler om opstilling af ladestandere i Syddjurs Kommune. Tilladelserne er givet, således at de bortfalder, hvis operatøren ikke har opstillet ladestandere indenfor to år.
Nu prøver vi
I 2021 blev der i Danmark solgt 24.917 elbiler. Det var 219 gange så mange som i 2017.
På nationalt plan er ambitionen, at der i 2030 er 1 millioner elbiler i Danmark. For Syddjurs svarer det til 8200 elbiler. De fleste private har en lader i garagen, så det er ikke umiddelabrt dér, den største udfordring er i Ebeltoft. Det er i helligdage og ferier, når turister er på tur, at der mangler standere. Flere og flere sommerhusejere får også egen lader, men ,mere kan gøres, mener altså Lars Kjær.
»Nu prøver vi jo bare det her koncept for at se, om det holder. Og det lyder jo til, at kommunen vil samarbejde, så lad os håbe, at modellen her kan skabe flere standere i Ebeltoft.«
Han tilføjer, at det er forholdsvist nemt som privat eller virksomhed at anskaffe sig en stander og måler.
»Det kan købes gennem elinstallatører, og vi kan også hjælpe med at få det sat op.«