Demens: »Der er ikke nogen, der tager skade af at give et smil til et menneske«

Hvert år i uge 19 er der på landsplan demens-uge for at udbrede kendskabet til sygdommen. I år blev der sat særligt fokus på detailbranchen, så butiksansatte og handlende kan lære demenssymbolet at kende og få gode råd til at støtte mennesker med demens. I Norddjurs var kommunens demenskoordinatorer rundt for at uddele plakater og andet informationsmateriale til butikkerne.

Tre elementære råd er vigtige at holde sig for øje, når man står overfor en person med demens, fortæller demenskoordinator Anja Josefsen. Det er: Vær imødekommende, vær tålmodig og tal tydeligt.

»Der er ikke nogen, der tager skade af at give et smil til et menneske. At der er andre, der vil dem det godt, kan nogle gange være nok til, at den demente igen føler sig tryg.«

God hjælp fra kommunen

Lokalavisen har besøgt en borger i Allingåbro, for at høre lidt om, hvordan det er at være ægtefælle til et menneske med demens, og om hvordan vi andre kan hjælpe og bistå bedst muligt, både de nære relationer og folk-på-gaden. Borgeren vil gerne være anonym, og vi kalder hende derfor B.

Efter et forløb, der startede sidste sommer med små tegn på, at noget var galt, blev hendes mand i april i år diagnosticeret med demens.

B fortæller at hendes mands sygdom stadig er i den lette til moderate fase. Hun er meget glad for den hjælp, ægteparret har modtaget af demenskoordinator Anja Josefsen og af kommunen. For eksempel bliver hendes mand to gange ugentligt kørt til træning i kommunens dagcentertilbud i Damhuset. Det ligger idyllisk på Nordkystvejen, og er omgivet af sø, skov og mark.

»Han er glad, når han kommer tilbage, og synes at han har oplevet noget.«.

B har talt med andre pårørende, og meldingen er generelt, at borgere med demens er glade for at have ligestillede at snakke med. For hendes mand er det noget vanskeligere med mennesker, han ikke kender så godt.

»Når han snakker med fremmede, har han svært ved at samle tankerne og få sagt det, han gerne vil. Og hvis man skynder på ham, bliver han utryg og frustreret og bliver nemt vred. Husk: Én ting ad gangen.«

Tålmodighed og ro

B er ligeledes taknemmelig, når hun i butikkerne møder personale, der udviser tålmodighed med hendes mand. Her er demensnålen ’Håndsrækningen’ god, og hendes mand bærer den som regel, når han er ude. Hun fortæller om et besøg i en lokal butik, hvor den opvakte kassemedarbejder så demensnålen og var meget tålmodig, selv om der var lang kø.

»Min mand blev ikke stresset, og så kørte det jo bare.«

Det er alfa og omega for situationen, at den demente borger oplever ro og ikke føler sig presset, understreger hun.

Anja Josefsen indskyder, at graden af demens-symptomer kan svinge fra dag til dag.

»Ofte handler folk med en demenssygdom lokalt, så man lærer dem at kende. Og når man er klar over, at et menneske har en demenssygdom, kommer man langt med imødekommenhed og tålmodighed. Tag kontakt, hvis man kan se, at et menneske ser søgende eller forvirret ud.«

Forskellige typer demens

Som pårørende er man ’på’ døgnet rundt, hvis den demens-ramte borger bor hjemme. For B har Anja Josefsens støtte, hjælp, rådgivning, lytning og vejledning om tilbud derfor været af kæmpemæssig betydning.

Anja Josefsen forklarer, at demenskoordinatorens opgave er at manøvrere i den enkeltes situation. Hun peger på, at der for eksempel er mere end 200 demens-typer, og der er lige så mange forskellige måder, de demens-ramte kan reagere på. Kun fire af demens-typerne er alment kendt.

»Samtidig er det også forskellig familiebaggrund, opland, behov, hvad den demens-ramte har med i rygsækken med mere. Det er derfor vigtigt at få en fornemmelse for situationen for at kunne tilbyde tilpas aflastning og hjælp i hjemmet.«

En stor del af hendes arbejde sker i samarbejde med den pårørende. Det er for eksempel dem, der kan hjælpe med at fortælle borgerens livshistorie.

De pårørendes behov

I forløbet, når sygdommen er fremskreden, er de pårørende ofte blevet slidt både fysisk og psykisk.

»På et eller andet tidspunkt i en demenssygdom bliver det de pårørendes behov for vejledning og støtte, der er størst. Borgeren med demens får mere brug for hjælp og støtte til at klare hverdagens udfordringer fremfor forklaring og vejledning om sygdommen. Ofte er en borger med demens ikke selv i stand til at huske, at de er syge og at de oplever udfordringer, hvilket gør de pårørendes opgave endnu sværere,« konstaterer Anja Josefsen.

Noget af det B kunne ønske sig, er både til hjælp for hende og for hendes mand. Det er for eksempel ture eller andre oplevelser sammen med de andre brugere og deres pårørende i Damhuset.

»Det at opleve noget og se, hvordan min mand og de andre har det sammen. Så ved jeg, hvad han oplever, og hvad jeg kan tale med ham om. Som regel kan han ikke huske det, når han kommer hjem fra Damhuset og jeg spørger, hvad de har lavet.«

En café for demens-ramte og deres pårørende ville på samme vis være værdifuld.

»Min mand savner at komme ud og snakke med folk, og det samme gør jeg.«

Hendes mand kan ikke være alene hjemme, og B har derfor også behov aflastning, blandt andet for at kunne deltage i pårørendemøder og møde mennesker i samme situation som hende.

»For at kunne tage sig af sin demens-ramte mand, er det vigtigt at skabe et rum for sig selv, hvor man tanker energi og livsglæde op,« understreger Anja Josefsen.

B indskyder, at det at være pårørende nok er mere krævende, end man umiddelbart skulle tro, og det er svært at tanke energi og livsglæde. Hendes hverdag er præget af, at hun indretter sig, er tålmodig og dagligt lider afsavn fra egne behov.

»En pårørende vil gøre alt for sin demente ægtefælle.«