Fortsæt til indhold

Sexologens klumme: Forår kalder på forelskelse og sexlyst, der peaker - jeg er klar, er du?!

Samfund
Rikke BennekouSexolog, forfatter og socialpædagog

Årstiden siger forår, og med det er vinteren gået i hi, og i stedet får den begyndende varme træerne til at springe ud, blomsterne til at spire, og dyrene til at begynde deres parringsdans, og vi mennesker begynder lige så stille at vågne op.

Aftenerne bliver lysere, og vi puster stearinlysene ud og får energi og overskud til at bevæge os ud i lyset.

Turtelduer

I skrivende stund befinder jeg mig på mit nyeste yndlingsspot; en farverig hængekøje, som min ældste datter forærede mig i julegave, og som nu er placeret under himlen blå. Her ligger jeg og stirrer op på naboens hustag, hvor to duer gør kur til hinanden.

Dét sker lige nu overalt i dyreverdenen, for det er tid for dem at finde sammen og lave unger, og faktisk er det også årstiden, hvor vi mennesker har en større chance for at gå ud og forelske os og finde en mage.

For os sker det ikke kun for muligheden for at finde sammen og lade to blive til tre, men lige så meget fordi foråret og lysets kommen gør noget positivt ved os.

Vi bliver oftest gladere, når foråret viser sig og slipper os fri af vinterens mørke og kulde, og vi oplever en større lyst til at gå ud og møde andre mennesker med et mere positivt sind, der på grund af lyset bliver fyldt op med glædeshormonerne endorfiner og serotonin.

Kvindens indre forår

Hvis du som kvinde længes efter tosomhed eller bare har lyst til at gå ud i det lune forår med en begyndende større energi, så kan du faktisk også tage udgangspunkt i dit eget indre forår, som er bundet op på din cyklus.

Det er nemlig sådan, at du kan inddele din cyklus i fire, hvor ”foråret” viser sig i dagene efter din menstruation. Hormonelt set er denne periode karakteriseret ved, at hormonet østrogen stiger.

Stigningen betyder helt basalt, at du generelt ser mere lyst og optimistisk på livet, og du kan med fordel udnytte tiden til at gå i gang med nye projekter i for eksempel din fritid eller på jobbet.

Seksuelt er perioden forbundet med en stigende lyst, som peaker i ”sommer-perioden”, som nænsomt byder op til dans og for alvor bryder frem midt i cyklusperioden, og som får to mennesker til at søge sammen og forenes i et kærligt favntag, som duerne, der gør kur til hinanden på naboens tag. Hvis man vel og mærke er så heldig at blive forelsket.

Sanseløs beruset

Og der er altså intet som en god omgang sanseløs forelskelse – uanfægtet om det er forår eller en hvilken som helst årstid, og uanset hvor gammel, man er, og uanset om man er mand eller kvinde.

Selv en kvinde som mig i 40’erne kan blive kåd som en teenager og kan blive blussende rød i kinderne, når forelskelsen bruser som en rasende flod i mine årer, og pulsen når faretruende højder.

Luk lige øjnene et øjeblik og mindes din sidste forelskelse... Jeg er sikker på, du husker sommerfuglene i maven, dit hjerte, der banker ekstra hurtigt, tankerne, der hele tiden kværner om dette andet menneske, og begæret, der vækker din lyst til live.

Jeg er sikker på, du kan genkalde følelsen i hver eneste del af din krop, som var du sanseløst beruset og svedig dansende på et dansegulv, hvor din krop end ikke sanser, at den har danset natten lang uden hverken vådt eller tørt.

Det er dét, som en god gedigen forelskelse kan ...

Jeg er klar - er du?!