50 år med romantik på rådhuset

Det Gamle Rådhus i Ebeltoft har ikke fungeret som rådhus siden 1840. Alligevel spiller den romantiske lille dukkehus-lignende bygning i den gamle, brostensbelagte bydel en central rolle. For turister, for byens historie og ikke mindst for John Preben Christoffersen.

For 50 år siden, 14. maj 1972, var han og hans kone det første par, der blev gift her. Det startede en tradition, som gennem årene har bundet mange par sammen.

»Det var en fin dag. Jeg kan huske, min fætter stod her døren, for der var ikke plads til flere herinde. Her var nok 50, men udenfor stod 200, siger han om den dag, han ægtede sin elskede Anette Karstensen, som desværre døde for syv år siden.

I dagens anledning har rådhusets giftefoged Ole Bjerregaard inviteret ham til en lille ceremoni.

Populært

Siden 1990 har rådhuset fungeret som museum. Der er ikke plads til meget, for stort er det ikke, men her tegnes dog et billede af byens historie og husets funktioner gennem tiden som både privat bolig, rådhus, retssal, vægternes base, bibliotek og selvfølgelig byens fangekælder, da der var brug for sådan en.

Ideen med at starte vielserne er flere steder tilegnet den byens legendariske Juliane Jensen, og selv om det står skrevet sort på hvidt i bogen om Det Gamle Rådhus, så vil John Christoffersen gerne forklare, hvordan tingene egentlig hang sammen.

»Det var faktisk min svigerfar, Simon Karstensen, som fik ideen og præsenterede den for daværende borgmester Jens Aage Rasmussen. Efter vielsen fulgte vægterne Anette og mig ned på Julianes Kro, som nu er Rådhuscafeen, hvor vi fik et glas hvidvin. Juliane var jo en enestående person, så lad bare hende få æren,« griner han.

Siden har mange lagt vejen forbi rådhuset.

»Et forsigtigt bud er, at vi nok har viet mere end 20.000 par. Det er jo trods alt også en slat,« siger giftefoged Ole Bjerregaard, som tiltrådte det tillidsfulde hverv for et år siden. I sin egenskab af byrådsmedlem i 32 år, flere af dem som viceborgmester, har han dog foretaget mange vielser gennem årene.

»Jeg tror, det højeste antal på én dag var på datoen 11.11.11, hvor vi havde 31 par igennem,« fortæller museumsmedarbejder Dorte Helgren.

En stor dag

I sin egenskab af giftefoged siger Ole Bjerregaard et par bevingede ord til guldbryllupsgommen.

»John, det er en stor dag i dag. Og det er det, fordi jeres bryllup har banet vejen for, at så mange mennesker vælger at flytte deres højtid her til vores hus og de rammer, der er her. Og så er der jo ritualets ord om vigtigheden af det løfte, man giver hinanden her. Det er det samme som for 50 år siden, og det lyder: Ægteskabet forudsætter et løfte om at leve sammen i gensidig kærlighed, hjælpsomhed og tolerance. Det er jeg helt overbevist om, at du og Anette har efterlevet.«

John Christoffersen nikker ivrigt og smilende, inden Ole Bjerregaard vender sig mod Dorte Helgren.

»Så vil jeg også gerne sige til museet, til dig Dorte, en stor tak til jer alle. Uden jer ville det ikke være så højtideligt og glide, som det gør. I her på museet er så medgørlige og flinke, både over for mig som giftefoged og over for bryllupsparrene. I har en stor ære for den popularitet, museet har.«

Da både bevingede ord, portvin og anekdoter er nydt til sidste dråbe, må John Christoffersen give pladsen i det lille rum til dagens første brudepar. Dog får han alligevel lov at blive under ceremonien. Parret, som netop er flyttet til Syddjurs, skal nemlig giftes hemmeligt.

Hemmeligt bryllup

»Vi har valgt Ebeltoft Rådhus, for det er jo bare et fint og romantisk sted. Vi holder en fest til efteråret, hvor vi overrasker vores gæster, så du må endelig ikke skrive vores navne i avisen,« siger bruden med et smil. Hun og hendes kommende ægtefælle har derfor ingen vidner med, som en borgerlig vielse kræver, så den ære fik John Christoffersen.

Ordene, som bliver sagt under vielsen er stort set uændret på de 50 år, så John Christoffersen synes egentlig det lige er prikken over i’et at få lov at overvære vielsen.

Selvfølgelig mangler han sin kone Anette på en dag som i dag, men der er alligevel både smil i øjne og masser af taknemmelig latter, mens han mindes dagen for 50 år siden og de efterfølgende 43 år.

Han fortæller, at han umiddelbart efter sin kones død tog på road trip til Spanien. 3000 kilometer med god tid til at tænke og lade sorgen lande.

»Det er det bedste, jeg nogen sinde har gjort. Det hjalp mig virkelig til at finde lyst til at nyde livet igen, selv om det blev uden Anette.«

Han har gemt nogle få, men vigtige ting fra sin kone. Noget af det er det tøj, han har på i dag. Det valgte hun nemlig til ham i anden anledning.

»Hvor er jeg glad for at have være blevet inviteret her til i dag. Tak for dine ord, Ole, og for det hele. Jeg er ikke trist. Kun glad for, at min kone og jeg klarede vores ægteskab så godt. Vi havde 43 gode år sammen. Det er jo helt fantastisk. Hvad mere kan man ønske sig?«