Fortsæt til indhold

Havnens Dag med fokus på at undgå drukneulykker

Lær, hvordan du hjælper en person, der er faldet i over bord eller i havnen, sikkert tilbage på båden eller op på land igen, når en instruktør fra SejlSikkert-kampagnen besøger Ebeltoft til Havnens Dag 11. juni.

Samfund
sas

Hvordan vil du egentlig få en våd og tung person tilbage om bord eller op på land? Det er faktisk ikke så let – men ved at anvende simple men effektive teknikker bliver det pludselig mere overskueligt. Det skriver Vild med Vand Ebeltoft i en pressemeddelelse.

Det omfattende program for Havnens Dag 11. juni er netop kommet ud, og søsikkerhed er et af de nye punkter.

Programmet var planlagt længe inden den tragiske ulykke, hvor en mand faldt over bord fra sin sejlbåd i Ebeltoft Vig 8. maj.

Ulykken giver dog god anledning til refleksion og fokus på søsikkerhed.

Hvis det var lykkedes at finde manden til søs, skulle han jo bjærges op til en båd – og hvordan man gør det, vil SejlSikkert-instruktøren Nicolas Munk-Rechnitzer vise til Havnens Dag.

Det gør han i samarbejde med Ebeltoft Trafik- og Lystbådehavn, der har fundet to frivillige bådejere og et par frivillige til at hoppe i vandet. Demonstrationen foregår klokken 10.30 lige ud for den lille gangbro i hjørnet af havnebassinet.

Sjov på vand

»Vi er mange i Ebeltoft, der nyder aktiviteter på vandet. Fiskere, sejlere, windsurfere og kajakroere for eksempel. Vi skal sørge for vores egen sikkerhed, men vi kan også komme ud for at skulle hjælpe en person, der er faldet i vandet, og som måske er ved at drukne. Derfor er vi rigtig glade for, at SejlSikkert vil komme forbi til Havnens Dag og vise os, hvordan,« siger Kaj Larsen, der selv er SejlSikkert-ambassadør i Ebeltoft Amatør- og Fritidsfiskerforening.

De blå foreninger, der står bag Vild med Vand i Ebeltoft og Havnens Dag, har alle fokus på sikkerhed i deres hverdag, men meget er op til den enkelte.

Ifølge Rådet for Større Bade- og Vandsikkerhed druknede 70 personer i de danske farvande sidste år. Fire ud af ti drukner, fordi de falder i vandet enten i en havn eller fra en båd.

Der er dog gode chancer for at blive redet, hvis der er nogen, der ser, at man falder i vandet.

»De mennesker, der går alene hjem – især i mørke – skal være opmærksomme på risikoen for uforvarende at falde i vandet, også inde i landet. Det kan lyde banalt, men går man sammen med andre – især hvor der er lyst op, reduceres risikoen for en drukneulykke betydeligt,« siger Erik Bech, der er formand for rådet.

Gratis og sjove aktiviteter

Vild med Vand Ebeltoft står bag Havnens Dag, som handler om at have det sjovt på og ved vandet. Med 18 forskellige aktiviteter, som syv foreninger, to havne, to organisationer og en virksomhed har arrangeret.

Det er blandt andet muligt at få en tur på vigen i sejlbåd, jolle eller robåd, prøve at ro kajak og stå på SUP board i skudehavnen, snorkle og teste vinterbadernes sauna eller bare smage på en røget fisk eller en friskfanget musling.

Se programmet på vildmedvand.dk/ebeltoft eller hent en folder på biblioteket eller i en af byens butikker.