Fortsæt til indhold

Ny prognose: Boligpriserne på vej mod markant dyk

Stigende renter og høj inflation vil betyde markante dyk i de danske boligpriser inden 2024, lyder det i ny prognose for dansk økonomi.

Samfund
sbl

Boligpriserne har i efterhånden flere år været på himmelflugt, men med de stigende renter og en rekordhøj inflation, vil den tendens vende - muligvis endda snart.

Det spår Handelsbanken i en ny prognose for dansk økonomi, skriver Ritzau ifølge Ekstra Bladet.

Det samlede fald på de danske boligpriser vil frem til 2024 ende på mellem 10 og 15 procent, lyder det i analysen.

Handelsbankens analyse udelukker heller ikke, at markante prisfald kan ramme de dyreste områder af boligmarkedet som for eksempel lejlighedsmarkedet i København - der også påvirkes af boligskattereformen, som træder i kraft i 2024.

Inflationen i Danmark ligger i øjeblikket et uhørt højt niveau - ikke mindst på grund af krigen i Ukraine. I april var priserne steget med 6,7 procent i forhold til året før, og det er den største stigning i pris, der er set i tæt ved 40 år.

Tidens høje inflation samt en opskruning af renterne, vil udhule boligkøberes købekraft og presse boligpriserne ned, vurderer Handelsbanken.

Cheføkonom Jes Asmussen skriver i analysen, at det ikke er et spørgsmål om, priserne falder, men snarere hvornår og hvor meget.

»Vi forventer således, at de mange modvinde for boligmarkedet vil føre til prisfald for landet som helhed, som vil begynde at blive mere tydelige, når vi kommer hen på den anden side af sommeren,« lyder det.