Fortsæt til indhold

Markerer 150 år uden vand i Kolindsund

Museum Østjyllands særudstilling ’Kolindsund – søen, der deler vandene’ åbnes med øl, musik og mad lørdag 4. juni.

Samfund
gs

Kolindsund er Danmarkshistorie. Da Jyllands største sø blev drænet for 150 år siden, var det en del af en national landvindingsbølge, som omformede heder og vådområder til dyrkbar jord. Siden da har søen ikke kun været fyldt med marker, men har også været omdrejningspunkt for arbejderkonflikter, særlovgivning og det store spørgsmål: Skal vandet tilbage i sundet?

Lørdag 4. juni kl. 11 åbner Museum Østjylland i Grenaa særudstillingen ’Kolindsund – søen, der deler vandene’ og markerer dermed 150-året for begyndelsen på det store dræningsprojekt. Udstillingen tager udgangspunkt i de mange perspektiver i debatten om søen, der var engang.

Vil have søen tilbage

For 150 år siden var der meget mere vand på Djursland, end der er i dag. Kolindsund strakte sig fra engene uden for Grenaa hele vejen til Kolind. Da landvindinger fra midten af 1800-tallet skulle skaffe mere jord til dyrkning, besluttede investorer, at søen skulle drænes. Siden da har Kolindsund været et produktivt landskab med noget af landets frodigste landbrugsjord.

»Det drænede Kolindsund er et særpræget kulturlandskab med det lange, flade landbrugsland, de specielle sundgårde og kanalerne, der omkranser det hele. Men Kolindsund er også altid til debat. Mange vil gerne have søen tilbage, « fortæller museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning, en af udstillingens tilrettelæggere, i en pressemeddelelse.

Udstillingen fortæller dog også om kulturlandskabet og de mennesker, der bor ved sundet, om natursyn gennem tiden og ikke mindst om, hvordan klimakrisen har fået en hovedrolle i fortællingen om sundet.

Som altid er der også noget for børnene, når Museum Østjylland slår dørene op for særudstillingen lørdag 4. juni. Der vil være naturaktiviteter med biolog Anita Søholm, og GlimmerMarie tryller med ansigtsmalingen. Desuden kan børnene gå på opdagelse i særudstillingens børnespor.

Til en god åbningsfest hører naturligvis øl, mad og musik. Desuden kommer borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard og åbner særudstillingen.

Kolindsund – søen, der deler vandene kan ses frem til søndag 28. maj 2023.