Vi er glade - mere plads ville gøre os mere glade

Der blev danset, sunget, grint, leget, spist og drukket i lørdags til Djurslands Folkehøjskoles store fødselsdagsfestival.

»Det var en helt utrolig dag, og vi er helt overvældede. Både over hvor mange, der kom, men også stemningen og de skønne festivaltimer, vi fik brugt sammen,« siger forstander Heidi Vølcker.

Det er 20 år siden, højskolen for udviklingshæmmede åbnede første gang. Den er én af de eneste af sin slags i landet og ligger skønt mellem marker og træer ud til en lille bitte landevej ved Drammelstrup på Djursland. Bygningerne er smukke, men gamle, og faktisk går det højskolen så godt, at den ønsker sig mere plads at boltre sig på. Især en ny hal.

Sindssygehospital

’Uhelbredeligt syge fruentimmer’. Det kaldte man de kvinder, som var indlagt i de bygninger, der huser Djurslands Folkehøjskole i dag. De gule bygninger blev opført i 1880 som fattiggård, inden de overgik til psykiatrien og altså fungerede som sindssygehospital for kvinder.

»Når man først blev indlagt her, så kom man ikke ud igen. Det er også derfor, der faktisk er et kapel og en kirkegård herude i vores have,« fortæller Heidi Vølcker.

Den måde at behandle mennesker, der ikke er som folk er flest, har heldigvis ændret sig. Djurslands Folkehøjskole er startet på initiativ af en gruppe forældre til børn med Downs Syndrom. De søgte simpelthen et sted, hvor de kunne få et højskoleophold på nogenlunde samme måde som alle andre danske unge. I samarbejde med foreningen LEV lykkedes det at få projektet på benene, at købe bygningerne, og i dag fungerer skolen på samme vilkår som alle andre højskoler.

Helt almindelig

Skolens motto er ’Højskole for alle - også mennesker med udviklingshæmning’. Der er cirka 50 elever. Mænd og kvinder i alderen 18 - 60 år, som alle har nogle særlige behov af enten fysisk eller psykisk karakter. Men det er svært at give en dækkende beskrivelse af eleverne, fortæller Heidi Vølcker.

»Det er en ret bred gruppe. Vi har elever der kommer i egen kørestol og nogle kommer i egen bil. Vi har elever med et funktionsniveau som en syv-årig og elever, som er normaltbegavet. Nogle er her kun i tre måneder, en enkelt har været her sammenlagt i 5 år ad flere omgange.«

Højskolen eksisterer på helt almindelige vilkår, og derfor skal undervisningen på for eksempel skolens billedkunstlinje i princippet omkring de samme ting som på andre højskoler.

»Vi har jo nogle elever, der arbejder ihærdigt og dygtigt, og der er ret mange talenter inde for det kreative. De lærer også om kunsthistorie, men da de færreste af dem langt fra læser og skriver alderssvarende, så lærer de det på en anden måde. Vores formidling af stoffet er anderledes, men vi skal leve op til samme krav som alle andre,« fortæller Heidi Vølcker.

Det giver mening

Man bliver ikke millionær af at drive en højskole for udviklingshæmmede i Danmark, fortæller forstanderen.

»Men det er jo heller ikke det, vi er sat i verden for,« smiler hun.

Lige nu vil hun dog ikke brokke sig, for det går faktisk ret godt. Men nogle gange, cirka hver tredje år, rasler regeringen med sablen i forhold til at ændre på tilskuddet til specialundervisning, og så koster det energi at overbevise dem om, at en højskole som denne faktisk giver utrolig meget mening. Derfor er skolen også lige nu meget opmærksom på at optimere skolen i forhold til især de unge.

»Vi har faktisk en god portion unge i alderen 18 til slut tyverne, og det giver et godt ungdomsmiljø herude. Det kan jo for en ung med for eksempel Downs Syndrom give virkelig meget menig at komme et år på højskole inden ungdomsuddannelsen. Her kan de blive lidt mere modne både fagligt og socialt, og så er chancen for, at de får succes senere på en uddannelse jo større.«

Plads til bevægelse

I indgangspartiet til skolen står flere montre fulde af pokaler. En hel del af dem fra hockeyturneringer.

»Vores elever er generelt ret vilde med at bevæge sig,« fortæller Heidi Vølcker, og der er da også gang i den på græsplænen foran højskolen sådan en almindelig formiddag. Nogle spiller rundbold, nogle laver kreative haver og andre er i gang med at hugge brænde til bålhytten.

Hvert år i september gennemføres et tredages cykelløb, hvor der skal tilbagelægges ikke mindre end 120 kilometer. Nogle cykler selv, andre får plads på en tandem.

»De skal tilbagelægge 120 kilometer på tre dage, så det kræver, at de hjælper hinanden. Og det er de bare brandgode til. De har en helt særlig forståelse for, at vi hver især er forskellige og at alle kan have brug for hjælp.«

Og nu nærmer vi os ønsket øverst på ønskesedlen. For det går nemlig godt på Djurslands Folkehøjskole. Økonomien er god, nu hvor gælden for købet af bygningerne for 20 år siden endelig er afviklet. Elevsøgningen er stigende, men det kræver flere værelser. Herudover trænger de over hundrede år gamle bygninger til en opgradering, og så ønsker skolen sig brændende en hal. En stor flot idrætshal.

»Vi har allerede fået lavet tegningerne. Det ville være så skønt at få et sted, hvor vi kan boltre os. Så, jeg kan måske sådan lidt populært sige det sådan her: Vi er glade. Her går det godt - send flere penge,« griner forstanderen, som håber, at der står en hal, når skolen kan fejre sit 25-års jubilæum.