Fortsæt til indhold

Mange kæmper alene og taber kampen mod vægten

Flere end nogensinde lever i dag med svær overvægt i det midtjyske. Det viser helt nye tal fra blandt andet Sundhedsstyrelsen.

Samfund
gs

I dag lever cirka 200.000 voksne i Region Midtjylland med en BMI over 30 og dermed svær overvægt. Og antallet er steget fra 13,7 procent i 2010 til 18,3 procent i 2021. Det viser helt nye tal fra blandt andet Sundhedsstyrelsen. For mange betyder det en konstant kamp mod vægten.

YouGov har foretaget en undersøgelse for Novo Nordisk Danmark i 2021, som blandt andet indeholder lokale resultater fra de ni østjyske kommuner Randers, Favrskov, Skanderborg, Horsens, Odder, Aarhus, Syddjurs, Norddjurs og Samsø.

Undersøgelsen viser, at næsten halvdelen (45 procent) af de respondenter fra Østjylland, der lever med svær overvægt, har forsøgt at tabe sig mindst tre gange de seneste fem år. Alligevel er kun 14 procent lykkedes med at holde vægttabet efter et år, uden at de tabte kilo er kommet på igen.

Taber kampen

Undersøgelsen tegner et billede af, hvordan langt de fleste personer, der lever med svær overvægt, gør mange forsøg på at komme de ekstra kilo til livs. Mens mange har forsøgt at tabe sig mindst tre gange de seneste fem år, så har 22 procent i Østjylland forsøgt sig med vægttab mindst seks gange.

Til trods for utallige forsøg, så ender mange i Østjylland alligevel med at tabe kampen mod vægten. 34 procent med svær overvægt lykkedes med vægttabet, men har efterfølgende taget alle kiloene på igen, mens det for 18 procent slet ikke er lykkedes at tabe sig. Undersøgelsen viser dermed også, at det ikke kun er en udfordring at smide de overflødige kilo, men en endnu større kamp at holde vægttabet, når man først har tabt sig.

Få går til lægen

Kampen mod vægten kan være ekstra hård, når den udkæmpes alene – og 29 procent af de personer i Østjylland, der lever med svær overvægt, har ifølge undersøgelsen savnet hjælp til at tabe sig. Alligevel har fire ud af 10 (43 procent) ikke talt med lægen om deres vægt i løbet af de seneste fem år.

Langt de fleste personer med svær overvægt, der har forsøgt at tabe sig, ved, at det er vanskeligt at vedligeholde et stort vægttab. Derfor kan den rette støtte og vejledning fra lægen være afgørende for, at det kan lykkes at holde vægten nede.
Tina Vilsbøll, overlæge ved Steno Diabetes Center Copenhagen og professor ved Københavns Universitet

Årsagerne bag de manglende samtaler med lægen er mange, men for de fleste handler det om, at de ikke ser overvægten som en sygdom, de bør tale med lægen om (45 procent), eller at de udelukkende ser vægttabet som deres eget ansvar (36 procent).

Tina Vilsbøll, overlæge ved Steno Diabetes Center Copenhagen og professor ved Københavns Universitet, mener dog, at netop samtalen med lægen kan være afgørende for, at det lykkes at opnå et varigt vægttab:

»Det kan være rigtig svært at opnå et varigt vægttab. Langt de fleste personer med svær overvægt, der har forsøgt at tabe sig, ved, at det er vanskeligt at vedligeholde et stort vægttab. Derfor kan den rette støtte og vejledning fra lægen være afgørende for, at det kan lykkes at holde vægten nede, for der findes faktisk støtte og behandling, der virker.«

Hun opfordrer derfor personer med svær overvægt til at tale med lægen, der kan hjælpe med at lægge en plan for, hvordan man taber sig og holder vægten.