Kooperativet i Feldballe klar til at ansætte
Ekstra åbent til sommer betyder behov for en lønnet medarbejder til Feldballes borgerdrevne købmand.
Den borgerdrevne købmandsbutik i Feldballe, Kooperativet, udvider åbningstiderne denne sommer og skal derfor ansætte sin første lønnede medarbejder.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra foreningen.
Det bliver en deltidskøbmand, som skal sikre at der er en gennemgående person i butikken i løbet af ugen. I de første måneder har Kooperativet udelukkende været bemandet af frivillige, og bestyrelsen har stået for varebestilling og -modtagelse. Det er blandt andet den slags opgaver som den kommende deltidsansatte skal overtage.
Bestyrelsen er stolte over at have løbet projektet i gang og med en støt stigende omsætning er det nu blevet tid til at få en ansat i virksomheden.
Det er en anderledes butik og måske også en lidt anderledes købmand, der skal stå bag disken i Feldballe. I Kooperativet er det vigtigt at tilbyde en service til beboerne i området og at være et udstillingsvindue for alle de lækre varer, der produceres lokalt. Virksomheden skal tjene penge for at drive butik – ikke omvendt – og den sociale og klimamæssige bundlinje er ligeså vigtig som den økonomiske.
»Det lyder måske idealistisk, men det er mest af alt en praktisk løsning på et problem. Der er brug for en butik i området og for at møde hinanden i byen,« fastslås det i pressemeddelelsen.
På hylderne er der ikke kun økologi, alt det som kunderne efterspørger, forsøger man at skaffe hjem.
Ambitionen om at holde mere åbent er også et spørgsmål om at levere en service til de lokale beboere, for apotekervarer og pakkepost kræver længere åbningstid.
Det er også en klar målsætning at skabe arbejdspladser og liv lokalt. Samtidig giver det god mening at man kan købe en god ost eller noget juice, når man henter surdejsbrød hos butikkens nabo Simons Brød og at man købe en lokal bøf at nyde til sin rødvin fra Kalø Whisky og Vin.
Der vil stadig være frivillige i butikken om eftermiddagen og der arbejdes på at indrette en lille café i en del af butikken, så der bliver endnu bedre mulighed for en pause og en snak. Ud over almindelige dagligvarer og djurslandsk gourmet er der også små lokale producenter af for eksempel uld, frø og bøger, der lejer hylder og sælger deres varer.
Så Kooperativet er virkelig blevet en blandet landhandel og ser frem til en sommer med glade kunder helt fra morgenstunden.