Fortsæt til indhold

Hund Forbi: Aktivitetsdag for hunde og hundeejere tilbage

Randers Dyrehospital kan igen invitere til aktivitetsdagen Hund Forbi efter to års coronapause.

Samfund
sra

Søndag den 12. juni går det løs med hundeshows og en masse andre aktiviteter for både børn og voksne, når Randers Dyrehospital inviterer nemlig til Hund Forbi.

Hoppeborg, lotteri med fede præmier, konkurrencer, kage- og madboder er nogle af aktiviteterne, og man kan møde hundeklubber, behandlere og trænere i teltene. Kort sagt en hel masse hygge på kaserne-plænen ved Randers Dyrehospital.

Arrangementet er for alle – med og uden hund - og kræver ikke forhåndstilmelding, og hele overskuddet fra dagen går til dyrlægebehandling af udsatte randrusianeres kæledyr.

Man kan støtte arrangementet med 100 kroner, og så deltager man i den fælles gåtur, der starter klokken 11.15 fra dyrehospitalet, man får et aktivitetsklippekort til aktiviteter, som din hund kan prøve, og man får mulighed for at vinde hovedpræmien i lotteriet.

Dogdancing og agility

Efter gåturen går hundeopvisningerne på plænen i gang, og der vil frem til klokken 16 ske noget i arenaen. Der vil blandt andet være dogdancing, opvisning med politi-, militær- og jagthunde, agility og nosework.

Klubber og trænere viser, hvordan de arbejder med deres hunde. Imellem opvisningerne kan man besøge boderne med mad, kage og drikke eller hundestandene, hvor trænere står klar til at fortælle og demonstrere.

Hund Forbi aktivitetsdagen er et led i Randers Dyrehospitals samarbejde med Randers Kommune og værestedet Perron 4 om dyrlægebehandling af udsattes kæledyr. To gange om året tilser og behandler dyrlægerne kæledyr på værestedet på frivillig basis. Borgerne visiteres af Randers Kommune til denne hjælp. Pengene fra Hund Forbi dagen går til medicin og større operationer for de dyr, der har behov for dette.

Randers Dyrehospital håber derfor at se rigtig mange deltagere, som vil give et bidrag. Man kan komme både med og uden hund og programmet kan ses på: randersdyrehospital.dk/hund-forbi

Man kan også vælge at støtte på MobilePay 10454.