Fortsæt til indhold

Oplev Grobund

Hvad er mikrogrønt og hvad er grøn dannelse? Og hvad laver de egentlig ude på Grobund? Det, og meget mere, kan du få svar på den 4. juni til 'Oplev Grobund'.

Samfund

Grobund har året rundt rundvisninger for interesserede, men de er næsten altid fuldt booket. Derfor har fællesskabet valgt at åbne dørene til et arrangementet ’Oplev Grobund’ 4. juni fra kl. 9.30.

Her vil være aktiviteter, rundvisning, foredrag, workshops, cykelture, musik, dejlig mad, og selvfølgelig kaffe og kage.

»Vi glæder os utrolig meget til at dele alt det, vi har forberedt, med deltagerne,« siger hovedarrangør Ronja Svane.

Innovation

Hvert år springer nye innovative projekter og virksomheder frem på Grobund. 4. juni kan du møde nogle af dem, bl.a. folkene bag det nye De flydende haver ApS, der dyrker mikrogrønt, og som allerede har indgået et samarbejde med Molskroen.

De flydende haver har planer om at bygge en aquaponic, et system der går ud på at lave et kredsløb, hvor en fiskedam er koblet sammen med en hydroponic, som er et jordløst dyrkningsanlæg. Næringen fra fiskenes afføring, bruges til at gøde planterne med, planterne renser vandet, som så cirkuleres tilbage til fiskene.

Højskole

På dagen vil du også møde gruppen bag stedets nye højskoleprojekt. Til sommer får Ebeltoft nemlig endnu en Højskole. Højskolen Grobunds fokus er bæredygtigt byggeri, permakultur og grøn madlavning, det de selv kalder ’grøn dannelse’.

»Vi slutter selvfølgelig dagen af med lidt træning til lattermusklerne og en høj puls. Men dét må I komme med for at opleve,« afslutter Ronja Svane.

Find hele programmet på go-syddjurs.dk, hvor du også skal købe billet senest 1. juni.