Fra stamgæst på børnebillet til frivillig hjælper
19-årige Laura Stub Møller fra Grenaa ser optimistisk på mulighederne for, at Landbrugsmessen fortsat er en folkefest mange år fremover.
»Jeg glæder mig helt vildt til at være med til at få det her til at ske. Og til at gøre en forskel sammen med mange andre i et stort fællesska.«
Sådan lyder det fra 19-årige Laura Stub Møller fra Grenaa, der er en af de spritnye i den store skare af frivillige hjælpere, som skal være med til at gøre Landsbrugsmessen 2022 til en succes.
Laura er ikke ukendt med området tæt op ad det Grønne Museum, tidligere Dansk Landbrugsmuseum, der gennem årtier har dannet ramme om en stor folkelig festival for landbofolket. Og naturligvis med mange byboere på fransk visit.
Sammen med sin familie har hun gennem det meste af sin barndom været blandt de mange gæster, der efter år vendte tilbage for at tage del i den store festivitas.
Men nu bliver det i en helt andet rolle Laura indtager messeområdet, nemlig. som frivillig, ulønnet hjælper
Hun har allerede været i gang med sine opgaver siden starten af marts.
»Jeg tager mig af de sociale medier som Instagram og Facebook og prøver at følge med i så meget som muligt af de mange ting, der skal meldes ud.«
Laura Stub Møller har planer om jobmæssigt at gå sygeplejerske-vejen og håber at kunne starte på sin uddannelse efter sommerferien
Men til da arbejder hun i den grad med mennesker i det daglige ansat som uuddannet omsorgsmedarbejder i hjemmeplejen i Norddjurs Kommune.
Samværet betyder alt
Og det med mennesker, der er netop en af de faktorer, der har fået Laura til at melde sig på banen som medhjælper ved Landbrugsmessen.
Fra sin gymnasietid har hun snuset lidt til det at gøre en indsats sammen med andre og så er hun også godt bekendt med det store fællesskab, der lever i bedste velbefindende i Landboungdommen på Djursland, hvor hendes kæreste er aktiv.
I den forbindelse var hun også med lidt på sidelinjen til en lidt større event ved det store traktortræk for kort tid siden ved netop Gl. Estrup.
Men nu er Landbrugsmessen naturligvis en helt anden størrelse, hvor mange flere skal i fulde omdrejninger over mange dage for at alt skal klappe, og Landbrugsmessen i sin nye form skal blive den succes som rigtigt mange mennesker håber og tror på.
Laura Stub Møller er selv en flittig bruger af de forskellige sociale medier. Hun anvender netop den indsigt til gavn for Landbrugsmessen, der i år har stribevis af nye tiltag på programmet, som har brug for en ekstra og måske mere intensiv og målrettet eksponering.
Svagheder og mangler
Trods sin helt naturlige tro på de digitale sociale medier som en fremtidens helt afgørende succes-faktor for store arrangementer, som den der venter lige om hjørnet på Gl. Estrup, så ser også svagheder og mangler.
»Det er vigtigt at komme ud og møde andre mennesker og ikke blot på distance, som når man sidder og bruger sin mobil.«
Laura mener det er af stor betydning, at man også som et ungt menneske også er ude i den virkelige verden og her møder mennesker, der er meget forskellige fra en selv.
Lidt i modsætning til de sociale medier, hvor det ofte er ligesindede man ’omgås’.
Her er et socialt fællesskab om det at løse en opgave sammen bare det som kan gøre en forskel.
Laura Stub Møller er måske på mange måder en meget typisk ung kvinde anno 2022, men samtidig med en personlighed og en meget intens og naturlig interesse for at være en aktiv del af fællesskaber med andre mennesker.
Og den lyst er hun sikker på at hun til fulde få levet ud, når hun de næste par uger slår sine folder som en af de langt over 100 frivillige, ulønnede hjælpere.
Folkefest også fremover
Den gruppe af mennesker – unge, gamle og alle dem lige midt imellem - der er afgørende for at alle de mange forskellige opgaver i og omkring Landbrugsmessen 2022 bliver løst.
Mødet med mennesker med vidt forskellig baggrund og interesser – og mennesker i alle aldre. Ja det er en vigtig faktor som har fået Laura Stub Møller til afse en god del af sine ledige timer til at slå et slag for, at der også i mange år ud i fremtiden kan blive hundredvis af børn, der som hun selv kan få mulighed for at blive stamgæster ved en folkefest som Landbrugsmessen på Gl. Estrup gerne skal manifestere sig som.