Efter tre års ventetid: Jeg ser frem til Landbrugsmessen Gl. Estrup 2022
Kære gæster, deltagere og arrangører – nu gør vi det endelig igen
Landbrugsmessen er efter tre års ventetid tilbage. Væk er corona nedlukningerne, og det samme er de kolde og ruskende måneder, som nu er afløst af sol, meteorologiske sommerdage og fuglesang. Rapsen blomstrer gult i landskabet og gør det så smukt at køre rundt på Djursland. Sammen med de grønne skove og den smukke blå kyst ser man, at det i vid udstrækning er jordbrugsland – og det er tæt på os.
Netop derfor er Landbrugsmessen Gl. Estrup vigtig. Til hverdag kan oprindelsen af vores fødevarer måske virke fjern, og stadig færre har direkte berøring med jordbruget i Danmark. Flere taler om et skel mellem land og by. Men her ser man jordbruget, de gule marker og de grønne skove hver dag. Og vi spiser alle sammen mad flere gange om dagen. De fleste spiser endda ved et spisebord, som engang var et træ i en skov. Så skellet er ikke så stort.
De over 20.000 forventede gæster kommer til at opleve Landbrugsmessen GL. Estrup under det nye slogan ”hvor land og by mødes”, og den gentænkning bliver spændende. Det bliver en kulturoplevelse og en madoplevelse. Gæsterne kommer til at opleve hele messestemningen med dyrskue, dygtige gymnaster, veteranbiler, traktortræk, madmarked, messestande og meget mere.
De kommer også til at opleve, hvor maden kommer fra, og de mange stande med fødevarer er et vindue, hvor producent og forbruger kan få direkte kontakt i øjenhøjde. Forhåbentlig øger det lysten til at fokusere på de lokale råvarer. De fantastiske og unikke råvarer, som vi producerer så mange af i Norddjurs, og som vi sætter ekstra fokus på i det kommunalt støttede tiltag ”Spisekammeret”.
På de to køkkenscener vil kokke med Michelinstjerner og talrige TV-programmer på CV’et trylle med de gode ingredienser fra Norddjurs. Det er er en mulighed for at præsentere det bedste og mest innovative fra det norddjurske spisekammer, og jeg glæder mig til at se, hvad de kendte kokke kommer frem med.
Norddjurs Kommune tager også til Landbrugsmessen, for at de forventede 20.000 gæster og mange lokale virksomheder kan stifte bekendtskab med vores nye telefoniske jobhotline. En af de største udfordringer for vores erhvervsliv er manglen på arbejdskraft, og her er jobhotlinen et af flere tiltag, som vi fra kommunens side forsøger at hjælpe med. Det er kort fortalt et tilbud til virksomheder, der beder jobcentret om hjælp til rekruttering af især ufaglærte og faglærte. Det sker ved at sikre synlighed af ledige stillinger gennem markedsføring i og uden for kommunen.
Vi ved godt, at det langt fra kommer til at løse virksomhedernes rekrutteringsproblemer. De ledige hænder hænger heller ikke på træerne på den anden side af kommunegrænsen. Men Norddjurs-mentaliteten handler om at gøre, hvad man kan, og det er endnu et tiltag i vores arbejde med at gøre det endnu mere attraktivt at drive virksomhed i kommunen.
Det er i den forbindelse også skønt at se, hvordan arrangører, udstillere og frivillige i fællesskab lykkes med et stable så stort et arrangement som Landbrugsmessen sikkert på benene. Det er et godt eksempel på, hvordan vi i Norddjurs hjælper hinanden med at få tingene til at ske.
Det er noget af det, som gør Norddjurs til et godt sted at leve, bo, arbejde og drive virksomhed. Vi har sået frøene til mange gode initiativer, og nu begynder vi at se dem spire og kan så småt høste frugterne af dem. Det er samtidig gode historier, som vi skal huske at fortælle. Vi skal fortælle dem til hinanden og til vores udenbys gæster. Det er nemlig selvforstærkende.
Landbrugsmessen er en begivenhed og en god oplevelse, som har værdi i sig selv. Jeg tillader mig også at håbe, at flere af de udenbys gæster får øjnene op for alt det skønne ved Norddjurs. Det kunne være ved at finde deres næste job her. Det kunne også være ved at se, at Norddjurs har den fulde pakke med et godt liv, der er til at betale sig fra, og at det er noget, de husker, næste gang de skal flytte. Med fælles hjælp kan vi måske veksle kulturarrangementer til yderligere bosætning ud over den, vi oplever i forvejen. Det er værd at arbejde for.
For nu skal der lyde en stor tak til arrangører og frivillige, som med ildhu har gjort en ende på tre års venten. Og rigtig god fornøjelse til alle besøgende på Landbrugsmessen Gl. Estrup.