9-årige Merle donerer kæmpe pantsamling: »De hjemløse skal have nogle flere penge, så de kan få et godt liv«
Merle Pedersen fra Espergærde har samlet 23 sække med pant. Pengene bliver nu doneret til værested i Helsingør, og endnu en indsamling er på vej.
9-årige Merle Pedersen fra Espergærde har siden nytår været på en mission. En mission for at give noget til nogle af dem, der har allermest brug for en hjælpende hånd.
Så med hjælp fra klassekammerater, naboer og sin egen familie begyndte hun en pantindsamling. Den indsamling har nu rundet 23 store poser fyldt med pant. som alle sammen kommer til at gå til hjemløse på Værestedet 17A i Helsingør. Det skriver Helsingør Kommune i et facebookopslag.
I kroner og øre løber de mange pantposer op i 1.500 kroner.
»Jeg synes, at de hjemløse skal have nogle flere penge, så de kan få et godt liv, ligesom os,« lyder det fra Merle Pedersen, der går i 3. klasse på Mørdrupskolen.
Men kan man egentlig ikke selv bruge 1.500 kroner, når man er ni år og går i 3. klasse? Her er svaret klart fra den unge, glade giver:
»Jeg vil hellere give dem til nogle andre, som har mere brug for dem end mig,« siger hun.
Og med den indstilling forklarer det måske også, hvorfor Merle Pedersen allerede begynder en ny indsamling af pant til de hjemløse efter sommerferien.