Vikinger erobrede Skovsøen
127 deltog i Forårsløbet i Grenaa Plantage for de uniformerede korps.
127 børn og voksne fra KFUM-spejderne, FDF og KFUM & KFUK mødtes onsdag til at dyste i mange forskellige opgaver i det traditionsrige forårsløb i og omkring Skovsøen i Grenaa Plantage.
Temaet havde med vikinger at gøre, så børnene skulle arbejde med forskellige opgaver i relation til vikingerne. De skulle sejle i kano, lave vikingeskjolde og smykker og klædes ud som vikinger. Til opgaverne hørte også at flette bælter, hejse sejl på et skib og nedlægge vildt til husholdningen.
Efter halvanden time ved skovsøen gik alle tilbage til spejderhytten ved Idrætscentret. Her blev de modtaget af flot musik leveret af FDF-orkestret.
Derudover stod hjælpere klar med varme pølser med brød og saftevand til. Og så var der kaffe med hjemmebagt kage til alle, som stadig var sultne.
Grenaa Y’s Men’s Club’s opgave er at støtte lokalt børne- og ungdomsarbejde, og derfor inviterer klubben hvert år til et helt gratis arrangement med aktiviteter og forplejning. Klubbens medlemmer står for arbejdet med indbydelser, planlægning, indkøb og står desuden på poster på løbsaftenen. Alder er ingen hindring, da en af de aktive, friske kvinder er 92 år.
»Målet med arrangementet er også at giver lederne en friaften, hvor alt er tilrettelagt og endda med forplejning bagefter,« fortæller Aksel Mortensen fra klubben.
Efter kaffen blev det tid til lejrbålshygge med sange ledsaget af musik fra FDF-orkestret. Vinderne fra opgaveløbet blev kaldt frem og hyldet. Førstepladsen gik til Hold 8 fra Grenaa FDF. Andenpladserne gik til hold 11 fra KFUM spejderne Sivested og Hold 5 fra Grenaa FDF. Tredjepladserne gik til hold nr. 4 fra Grenaa FDF, hold nr. 13 fra KFUM spejderne i Ørum og hold nr. 15 fra KFUM spejderne i Sivested.
Til slut fik alle en god historie med på vejen om ”Da Gud skabte verden” og alle sang ”Du som har tændt millioner af stjerner”
Knud Erik Olesen takkede alle deltagere og hjælpere og inviterede alle til forårsløb igen næste år 24. maj.